Mikael Josephsen har tidligere udgive tre digtsamlinger samt den kritikerroste roman ‘Opløb’, der skaffede ham Statens Kunstfonds treårige legat med mulighed for at koncentrere sig om det næste værk. Når man læser ‘Neden under’ må konklusionen være, at de penge er givet godt ud.
‘Neden under’ er en fremragende skildring af en række skæbner i dagens Svendborg. Vi møder både ludere, narkomaner, alkoholikere, forholdsvis almindelige folk og en velsitueret psykolog der efterhånden knækker helt sammen.
Beskrivelserne af forholdene i misbrugsmiljøet i en provinsby virker ganske rammende og udviklingen i de forskellige skæbner har et skær af autoritet og virkelighed, der forlener romanen med en ægthed som virker både gribende, dragende og interessant. Hvad enten der er tale om almindelige småborgerlige hverdagsmennesker, fortabte misbrugere eller de få der søger at kæmpe mod misbrugssumpens konstante sug mod det bundløse dyb bliver man fanget ind af skæbnespillet bag facaderne i det pittoreske Svendborg. Josephsen har et virkelig godt greb om den nedadgående spiral, den ætsende håbløshed og den konstante jagt på det næste fix blandt narkoludere og småkriminelle junkier – og den næsten absurd svære kamp det er for de meget få, for hvem det lykkes at få vendt skuden og trække sig selv op ved hårrødderne og hjælp fra AA og NA.
‘Neden under’ er skæbnekamp og hverdagsdramatik af fornem karat. Mikael Josephsen har både noget på hjertet og noget at fortælle. Han tager så sandelig læserne helt ned under den polerede overflade, hvor de idylliske stokroser er visnede og den rå virkelighed tager et knusende greb om nosserne på sine ofre.
Forfatter: Mikael Josephsen
304 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 17.03.10
Anmeldt af Jan Vandall