Titlen er inciterende nok: Er det et dansk svar på 1001 nats eventyr, halloween i Fjaltring, men nej det er ikke den slags nætter. Ganske vist er der glimt fra sabotagehandlinger under 2. Verdenskrig, men ellers er danske nætter åbenbart langt mere prosaiske end ude i den store verden.

For Lisbeth Lundquist hænger nætterne sammen med liv og død, barnets fødsel, morens død, mens det for Klaus Rifbjerg  og for Jolanta Buch Andersen drejer sig om en nat på hospitalet for henholdsvis Rifbjerg selv og for Buch Andersens ægtefælle, og for Benny Andersen ender  natten med en konstatering af faren ved at ryge, og det må man medgive: I dette særlige tilfælde er faren ved at ryge om muligt endnu større end sædvanligt.

For andre eksempelvis Ib Spang Olsen og Sten Hegeler handler det om en nat under krigen – hvor man måske havde forventet noget mere saftigt fra Hegeler, og for Jens Blendstrup drejer det sig om Europamesterskabet i fodbold 1992.

Der er adskillige eksistentielle eller hyggelige beretninger skrevet af, hvad man kun kan opfatte som spændende mennesker, men fælles for dem alle er, at de er ikke så særligt vedkommende, og bogen er hverken sprudlende, fascinerende eller specielt interessant. Selv sprogvirtuosen Benny Andersen kommer lidt til kort, når han skal levere et stykke ikke alt for pirrende – men naturligvis nogenlunde sjovt – realisme. Trods det vældige potentiale er der ikke rigtigt nogen af beretningerne, der stritter eller spræller, eller giver stof til eftertanke. Det virker i høj grad som bestillingsarbejde, hvor forfatterne har fået pålagt at holde sig strengt til ukrydret virkelighed.

Forfattere: Benny Andersen, Lisbeth Lundquist, Vagn Simonsen, Else Berenth, Dorthe Emilie Røssell, Knud Vilby, Vagn Steen, Henning Kirk, Jens Blendstrup, Karen Zimsen, Iris Garnov, Knud sørensen, Jens Lohmann, Ivar G. Jonsson, Klaus Rifbjerg, Maria Rytter, Hanne Bistrup, Ellen Heiberg, Sten Hegeler, Jolanta Buch Andersen, Bergit Forchhammer, Maria Giacobbe, Ib spang Olsen, Birte Kont, Anne Marie Bjerg

Redigeret af Else Berenth

232 sider

Forlag: Siesta

Udgivet: 26.03.2010

Birte Strandby