Anne B. Ragde har tidligere skrevet blandt andet en trilogi, herunder Ligge i grønne enge og sidst Arseniktårnet, der er en giftig roman om mødre og døtre. I Natønsket handler det umiddelbart om sex, om Ingunn og hendes altoverskyggende appetit på mænd. Hun er 38 år gammel, og hendes længste forhold varede 11 måneder. Ellers går hun ind for sex kvalitativt og kvantitativt, men tillader aldrig at de påbegyndte forhold udvikler sig. Så melder hun sig ud, siger farvel til den hidtidige partner telefonisk eller pr. sms. Hun har profil på tre datingsider og talent for at springe de indledende faser over, så en eventuel forførelsestid er nede på et par minutter.
Selv mener hun, at tilværelsen er ideel. Hun sårer ganske vist en del mennesker med sine brutale og pludselige afslutninger af forholdene, hun drikker rigeligt og et møde med en lille pige og hendes far får hende til at græde. En af hendes one-night-stands kalder hende relationsskadet, og en anden siger:
Det er mænd, der gør den slags. Ikke kvinder. Jeg fatter ikke, hvordan du kan holde ud at leve med dig selv.
Emnet er kontroversielt – er Ingunn nymfoman, kvindernes svar på Don Juan eller blot en frigjort kvinde, et naturligt produkt af tag-selv-bordenes epoke? Frigjortheden rækker ikke umiddelbart til følelsesmæssige bindinger, og måske er det ikke nødvendigt.
Ragde er aldrig kedelig, og hun har fat i noget essentielt og eksistentielt, selv om afslutningen/konklusionen er relativt forventelig. Romanen er garneret med musikreferencer, og måske lettere tilgængelig for den læser, der måtte være rigtigt godt inde i tidens musik.
Anne B. Ragde
Oversat af Camilla Christensen
223 sider
Rosinante:
Udgivet: 12. 10.2010
Birte Strandby