Ingelise Nordenhof modtog i 2006 et jubilæumslegat fra dansk socialrådgiverforening for sit arbejde med udvikling af metoder til samtaler med børn af forældre med psykisk sygdom, hvilket gav hende kontant opmundring til at skrive denne bog.
Bogen sætter fokus på samtaler med børn af forældre med misbrug eller med psykisk eller fysisk sygdom. Narrative samtaler går ud på at fremme en samtaleform der er med til at opbygge et fællesskab omkring barnet, hvor dets evner, overbevisninger, ønsker og viden værdsættes.
Denne bog er så velskevet, man som læser helt formår at sætte sig ind i bogens beskrevne episoder. Ingelise Nordenhof skriver i et enkelt og forståeligt billedsprog, der fanger læseren.
Man følger flere almindelige sunde børn og unge mellem 1-19 år, der umiddelbart har meget forskellige historier, men alligevel er der mange fælles træk, bla det at deres forældre er psykisk syge.
I Narrative familiesamtaler kan hvert kapitel læses uafhængigt af hinanden, dog er der enkelte steder henvist til andre kapitler. Men jeg vil gerne understrege, at bogen er værd at læse i sin helhed.
Bogen henvender sig især til alle, der i deres arbejde møder og arbejder med udsatte børn og deres familier. Bogen tager udgangspunkt i virkelige samtaler og beskriver konkret hvordan man kan arbejde med de udsatte børn og deres familier.
Forfatter: Ingelise Nordenhof
200 sider
Akademisk Forlag (2008)
Anmeldt af Lina Vandall