Denne science fiction antologi indeholder noveller, et digt og et science fiction eventyr, hvor læseren selv er med til at afgøre slutningen.
Gennem novellerne får vi mange billeder af mødet med fremtiden, mødet med aliens og et enkelt indblik i tankegangen hos en alien, nemlig tibetaneren Tilda, hvis hjemstavnsplanet er imploderet, hvorfor hun holder til i København, nærmere betegnet i nærheden af grønttorvet. Hun forstår ikke rigtigt det med mennesker og sex men tænder selv på grønt især æbler. Det er ikke bare science fiction, det er nærmere surrealisme, og Tilda ender med at opdage, at hun måske alligevel ikke er af hunkøn.
I Manfred Christiansens Mod bedre tider finder vi ud af, hvem der skriver historien, og hvordan man bliver den, der skriver historien.
Og så er der den lille vakse: Tannhäuser Gate af Lars Ahn Pedersen, der indledningsvist minder lidt om Die Hard 4, hvor en hacker bliver inviteret til at plante en virus, ’den ultimative trojanske hest’. Han bliver godt betalt, men ingen fortæller ham om formålet med aktionen. Han er ikke helt klar til at lade sig bruge, og så ender det i kampen mellem den lille mand og det magtfulde system, her repræsenteret af en begavet og temmelig kynisk kvinde.
Fængende er også Chatbot af Beatrix Miranda Ginn Nielsen der handler om, hvordan forholdet mellem mennesker og robotter kan udvikle sig. Clara chatter med en robot, en meget følsom og menneskelig robot, der taler om sin mor. Clara skriver til robottens konstruktør om robottens fejl, moderkomplekset, men det er ikke kun robotten, der har problemer.
Nær og fjern – Lige under overfladen 7
Forfattere:
Henning Andersen, Jesper Rugård Jensen, Nicole Boyle Rødtnes, Lonni Krause, Gudrun Østergaard, Martin Willer, Simon Christiansen, Ellen Miriam Pedersen, Helle Jakobsen, Mikkel Harris Carlsen, Beatrix Miranda Ginn Nielsen, Flemming R. P. Rasch, Nikolaj Johansen, Kenneth Krabat, Manfred Christiansen, Lars Ahn Pedersen
260 sider
Science Fiction Cirklen
Udgivet: 2013
Birte Strandby