I romanens prolog besøger Molly en spåkone. Molly tror ikke rigtigt på det med spåkoner og spådomme, men noget har hun fanget, spåkonen, og Molly forlader hende hurtigt og med et vist ubehag.
Romanen handler om Mollys liv – fra det første forsøg på at forlade forældrene og flytte over til fasteren, endnu før hun er opmærksom på, at man skal have penge med for at komme med bussen.
Det næste kapitel handler om veninderne Molly og Marie der leger indianere. Indianere har ild, men for Molly og Marie går det ikke så godt. Marie kommer slemt til skade, og Molly må leve med skylden i mange år.
Herefter handler det mest om Mollys udlængsel, hendes møde med Otto der er den helt store kærlighed. De oplever et lykkeligt ægteskab og får også børn, men samlivet slutter brat.
Molly tør ikke bare kaste sig ud i det næste forhold, men tiltrækkes alligevel stærkt af Aksel der er velhavende virksomhedsejer og bærer hende på hænder. Sammen med ham får hun et tredje barn, en villa ud til Køge Bugt og en minkpels. Alt burde være lykkeligt, og det er det også i en periode. Molly nyder sin tilværelse, men Aksel får problemer, og verden forandres nok engang.
‘Når man elsker’ er et levet liv kogt ned til små 400 sider. Molly følger sit hjerte, men forstår samtidigt at værdsætte den luksus der følger med en rig ægtefælle, og læseren opdateres jævnligt om hendes påklædning og køretøj. Hun bliver hjemmegående, men er ikke altid lige fokuseret på børnene, og når børnene knytter sig til de andre kvinder der passer dem, bliver hun jaloux. Trods flere slag af skæbnen, rejser hun sig igen og får også reddet sine børn.
Fortællestilen er ligefrem, konkret og uden sproglige svinkeærinder. Vi ser Mollys liv på afstand og uden at blive særligt grebet. Det er ikke en dårlig fortælling, men er den vedkommende?
Når man elsker
Frit skrevet over Inge Werners liv
Anne Zenon
375 sider
Brændpunkt
Udgivet: 23.09.2025
Birte Strandby