Skuespillet ’Moskva, 7. oktober’ tager udgangspunkt i mordet på den russiske, samfundskritiske journalist Anna Politkovskaja. Stykket havde urpremiere i marts på Betty Nansens Teateret, og ligger skriveudviklingsmæssigt vidunderligt langt fra Min mosters migræne. Måtte Hanne-Vibeke Holst fremover vælge at skrive politisk litteratur.

I skuespillet har den russiske præsident motiv til mordet, mens den tjetjenske præsident står for det beskidte arbejde. Nina Krasnova er netop blevet hyldet internationalt for sin journalistik og vender tilbage til familien i Moskva. Umiddelbart idyl, men det fremgår hurtigt, at begge børn lider under morens idealistiske kamp. Drengen mobbes og den femtenårige datter er dybt urolig over truende tilkendegivelser fra omverdenen: Nina modtager en bårebuket på sin fødselsdag og får anonymt tilsendt en DVD om et mord i Tjetjenien. Det provokerer Nina til yderligere skriveaktivistisk virksomhed og stykket ender med mordforsøg efterfulgt af mord.

Skuespillet har kun få overraskelser i forhold til mediernes gengivelse af hændelserne, men forsyner os med en dramatisering af forløbet, som det kunne have set ud. Scenerne med Ninas datter der interviewer Drygin/Putin bidrager væsentligt til det politiske overblik og til historien om idealistens familie.

Udover belysningen af statens muligheder for at begå overgreb i den hellige terrorbekæmpelses navn er et af stykkets uafklarede spørgsmål, om man må svigte sine egne børn til fordel for de mange.

Sprogbrugen er forventeligt rap og nutidig helt ned til det af danske småpiger anvendte: Ej…

Der er en del klichésnerpende, betydningsmættede replikker, og Drygin tillægges den russiske regerings kommentar til forfatteren Boris Pasternak om at svine i egen sti, da han i 1958 tildeltes Nobelprisen.

Hanne-Vibeke Holst

240 sider

Gyldendal

Udkommer: 07.10.2010

Birte Strandby