Endnu en thriller af Nis Jakob der om nogen kan sende læseren med raketfart gennem en lang oplevelse af serie-suspense. Og det endda på Lolland.
Vi starter på toppen af en spændingskurve, men før vi når ned igen, kommer der en anden fortællevinkel med en ny spændingskurve, og sådan bliver det ved. Der er ikke to sekunders ro til hverken karakterer eller læser. Det er sjældent at se synsvinkler og skift af samme så godt anvendt som her. Desuden er raffinementererne i Jakobs krimier under stadig udvikling, og denne gang kan man blandt andet opleve en lille gennemtænkt flugt fra et sikkert fængsel, smukt orkestreret af mennesker med kendskab til personalemanglen i de danske tugt-, rasp- og forbedringshuse.
Man kan også fæstne sig ved den velbegavede hovedskurk og hans psykopatiske håndlangere, eller ved det faktum at vores hovedkarakterer er autentiske, forstået på den facon, at de har et liv og en historie. Desuden er politiets repræsentanter ikke glorificerede, og det er i nogle tilfælde mere stædighed og godt politiarbejde end egentlig høj begavelse der fører til resultater. Til gengæld kan man nok diskutere om hele skurkerækken også er autentisk, og om psykopatiske medhjælpere altid kan forventes at være veltrænede og handlekraftige som amerikanske swat teams. Her er ydermere en særlig nuance: der er både forbrydere man fint kan samarbejde med, og nogen der ikke indbyder til samarbejde.
Hans har fået en livstidsdom for seriemord begået af en anden. Mens han afsoner, dukker et nyt lig op, og politiet tror, at der er tale om en copycat. Louise opdager, at hun er truet på livet, Mark tror også, at Louise er truet og prøver at hjælpe, og han trues selv af en destruktiv skilsmisse der kan fratage ham hans forældremyndighed. Dagny der har åbnet en grill er også truet, men kan ikke rigtigt gennemskue hvorfor. Og så sidder der en skurk med næsen i skærmen og styrer slagets gang. Han lever af at sælge snuff-film, han har gang i et personligt opgør, og hvorfor ikke forene det ondskabsfulde med det indbringende?
Plottet er godt, og slutningen byder på overraskende aha-oplevelser. Mørkets afgrund lever op til de fleste thrillerlæseres forventning om underholdning.
Mørkets afgrund er den tredje i rækken. Den første er Dødens engle, der introducerer Hans, den pensionerede politimand og Lolland som kriminalitetens højborg. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.
Mørkets afgrund
Rød hævn 3
Nis Jakob
448 sider
JAKOBs PRESS
Udgivet: 2022
Birte Strandby
Anmeldelse i bogrummet.dk: https://bogrummet.dk/boganmeldelser/roed-haevn-3-moerkets-afgrund-af-nis-jakob/