Den måtte jo komme: Bogen fra en mor hvis søn er udsendt til Afghanistan. Den er præcis så smertefuld, sentimental, klichéramt og gyseragtig som enhver forældre kunne frygte.
Da Stefano kort efter studentereksamen beslutter sig for en militær karriere, er forældrene ikke begejstrede men accepterer, at det er sønnens valg. Da han derimod beslutter sig for at tage med til Afghanistan, falder både mor og søskende i et sort hul. Moren, forfatteren og fortælleren, gør sit yderste for at rumme frygten både sin egen og de yngre børns, men flere gange er det ved at tage magten fra hende, ikke mindst da hun sammen med Stefano skal udfylde papirerne om den sidste vilje og skrive afskedsbrev, hvis det værste skulle ske. Papirerne omfatter valg af salmer, ønsker til begravelse og gravsten; det volder både mor og søn vanskeligheder at arbejde sig igennem dem.
Familien får det værre og værre op til Stefanos afrejse; frygten for at miste sønnen tærer på ressourcerne, og ægteskabet belastes af mangel på overskud. Ydermere opstår der dilemmaer, når den unge soldat ikke påtager sig noget arbejde i hjemmet under påskud af at skulle restituere mellem træningstimerne. Må man skælde ud, hvis der kun er en måned til han rejser, og man måske aldrig ser ham mere?
Der er pårørendegrupper for de udsendtes familier, og det hjælper lidt at møde andre i samme situation, men den basale angst som vil påvirke enhver forældre lægger et tungt slør over ethvert tilløb til almindelig hverdag.
Der er i bogen lidt praktisk information, men det meste er en beskrivelse af forfatterens egne følelser. Det kan godt blive trættende, men ikke desto mindre er læsningen en brutal udlægning af enhver forældres værste mareridt: Udsigten til at miste et barn.
Mere end noget andet er bogen en lang dokumentation for det stupide ved krig, og det fuldstændigt tåbelige i at forældre sender deres børn af sted.
En effektiv løsning ville være at indføre mere kampsport i skolerne, så børn og unge får mulighed for at afreagere uden at blive dræbt af det; og så i øvrigt rykke den – globale – værnepligtige alder til et par og halvtreds. Det ville give militær og krig en helt ny anatomi, sandsynligvis decimere mængden af krigsudbrud i løbet af kort tid, og soldatertræningen kunne bidrage positivt til den generelle sundhedstilstand.
Anja Madsen
223 sider
Informations Forlag
