Nogle historier er bare bedre og kan fortælles igen, igen, igen. Det gælder blandt mange andre historien om Odysseus’ hjemrejse efter Den trojanske Krig. Der er historien om kyklopen, der fanger Odysseus og hans mænd, indtil Odysseus med list – og det er jo det fascinerende ved Odysseus: Han bruger list – får blindet kyklopen og reddet sig og sine mænd ud af hulen og ud til skibet.
Der er også historien om, hvordan Kirke forvandler hans mænd til svin; og mens Odysseus kæmper for sit liv mod selveste Poseidon, så holder Penelope bejlerne stangen i hjemmet. Især det sidste er drengen Ole meget opmærksom på. Hans far er kaptajn og ude at sejle i otte uger; Ole hører en aften, hvordan hans mor afviser en sælger i dørtelefonen, og da han kommer ind i stuen, sidder hun og trevler en striktrøje op, som en Penelope der hver nat trevler det op, hun har vævet om dagen, fordi hun vil undgå det ægteskab, hun har lovet at indgå, når hun er færdig med at væve.
Men mor er ikke Penelope, og da Ole næste dag får skræmt tv-manden væk, bliver det for meget for hans mor, og hun insisterer på at gå hen til hr. Astrakan, der fortæller historierne for Ole.
Grøndahl får smukt indvævet en Odyssé set med nutidige barneøjne i et vellykket mønster af hverdagsrealisme, fantasi, myte og et glimt af en urolig verden, samtidigt med at han hylder den mundtlige fortælling. Bogen er gennemillustreret og fremstiller både den roligt musicerende hr. Astrakan og drabelige billeder af kyklop- og sireneangreb.
Jens Christian Grøndahl
Illustreret af Martin Bigum
101 sider
Carlsen
Udgivet: 19.03.2014
Børnebog
Birte Strandby