Bog nummer to om drengen Nicklas og den lede kat Miki, i denne bog omtalt som Don Miki, da det viser sig, at den er boss for en skummel forretning med at sælge varer på det sorte marked.

Katten er stadigt lige så ondskabsfuld som i den første bog ‘Min kat er seriemorder’, men den forsøger ikke længere at myrde Nicklas, og der er foreløbigt våbenhvile.

En ny præsident er kommet til i Danmark og med hende bliver der lukket for slik, pizza og sodavand til børn. Det betyder selvsagt, at der kommer gang i det sorte marked, og det er her Don Miki og hans slæng kommer ind i billedet – som leverandører af de forbudte varer til hungrende børn.

Mod en passende bestikkelse – chokolade – inviteres Nicklas ind i Don Mikis bande, der har fået nogle vanskeligheder med rotter der kæmper for at overtage slikmarkedet.

Samtidigt bliver Nicklas’ gode ven Marcus sat i fængsel for at spise chokolade. Et fængsel hvor de ikke blot spiser sundt, men også taler pænt om kål. Noget må gøres, og både Don Miki og Nicklas går i aktion. Det udvikler sig voldsomt og jævnt uforudsigeligt, men efter megen dramatik er der alligevel håb for fremtiden.

Dyrene taler, de er ikke lige kloge allesammen, men de fleste er ret ondskabsfulde. Det er en vild fortælling med dyr der råder over skydevåben, torturkamre og helikoptere, og der er blodige scener. Illustrationerne er actionmættede stregtegninger. Målgruppen er 8 – 9 årige. 

Min kat er gangster

Charlotte Berwald

Illustrationer af Søren Klok

125 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2023

Birte Strandby