Martin fra ”Martin og Ketil – Naturpatruljen” er forfatteren til disse to bøger for børn fra 5 – 8 år.
Mikas hule # 1
Mika bor i urskoven Bialowieza, der ligger på grænsen mellem Polen og Hviderusland – et område på størrelse med Fyn. Han bor sammen med sine forældre i et lille hus, der emmer af hjemlig hygge og nybagt brød. Mika er et nysgerrigt barn og drager afsted for at finde sin hule. Det er en spændende og lidt skræmmende tur, en skov der er rig på planter og dyr, er også rig på farer. Blandt andet er der bjørne, en sulten bjørnemor med unger.
”Mikas hule” ligner meget de traditionelle gammeldags børnebøger: Drengen fra en harmonisk familie drager ud og møder farer, men klarer dem med lidt hjælp, hvorefter han vender tilbage til harmonien. Sympatisk og opbyggelig men ikke ligefrem ophidsende læsning.
Mikas ven # 2
Til gengæld er der god gang i efterfølgeren ”Mikas ven”. Mika har med sin far besøgt byen, og det var en stor oplevelse – alene det, at der var så mange børn på hans egen alder, børn der legede uden at skulle tænke på arbejde.
Efter hjemkomsten skulker han – for første gang? – fra en af sine pligter, og snyder sig til at drage ud på egen hånd. Det er ikke ufarligt, men Mika møder en jævnaldrende dreng, der vogter får. Det bliver en god dag med mange fælles grin for Mika og hans nye ven, og efter en del strabadser vender Mika helskindet hjem til det nybagte brød.
Bogen er som forgængeren traditionelt opbygget, men klicheerne er færre og handlingen mere kompliceret og mere overraskende.
Sproget er fornuftigt og bærer ikke længere det for børnebøger så hyppige præg af en voksen, der forsimpler sit ordforråd for at gøre sig forståelig for børn. Der er også en del faktuel viden, smukt indflettet, så man kan blive klogere uden at bemærke det.
Mika i urskoven – serie
Forfatter: Martin Keller
72 sider pr. bog
Forlag: Gyldendal
Fire glober til den første og fem til den anden.
Birte Strandby