Lou har serveret i en café i seks år, men bliver afskediget. da cafeen lukker. Efter overtalelse fra jobcentret søger – og får – Lou jobbet som handicaphjælper for Will, der er lammet fra brystet og ned efter en bilulykke. Lou er prototypen på en ’Educating Rita’ eller en Eliza fra My Fair Lady, og Will er ren overklasse, en dr. Higgins i kørestol. Efter en del indledende kommunikationsvanskeligheder udvikler der sig langsomt et kærlighedsforhold.
Will var før ulykken sportsdykker, bjergbestiger og skiløber. Det er nu hans ønske at få hjælp til at begå selvmord, og han har truffet aftale med en schweizisk klinik herom. Wills forældre håber på, at Lous livsenergi vil smitte og påvirke Will til at omgøre sin beslutning, og forholdet omfatter en kamp for gensidig befrielse: Lou vil gerne vise Will hvilke muligheder han har trods sin umedgørlige krop, og Will åbner Lous øjne for verden udenfor hjembyen.

Sprogligt er der et misforhold mellem den rapkæftede, uuddannede underklassepige og den begavede jeg-fortæller, der med stor præcision er i stand til at afgøre, om dem der glor på Will, når de er ude, er over- eller underklasse.

Af en eller anden grund kommer det til at handle meget om klasser, Lous familie er hurtige til med deres sprog og udtalelser at understrege og fastholde rollerne, så at sige plante fødderne i den våde cement, så de er helt sikre på, at de ikke kan flytte sig, hvor Will med sin overklassebaggrund gang på gang belyser, hvilke utallige muligheder der findes – også uden formue i ryggen.

Romanen er i den lettere genre godt hjulpet på vej af fortællerens humoristiske betragtninger, men et af romanens temaer: Retten til at vælge selvmordet, er essentielt, og måske er det netop balancen mellem det meget lette og det eksistentielle, der gør romanen så gribende.

Jojo Moyes
Oversat af Marianne Linneberg Rasmussen
450 sider
Cicero
Udgivet: 01.10.2012
Fås også som e-bog