Kynisk og kærligt fortæller nobelprismodtageren Naguib Mahfouz om skæbnerne i Midaqgyden i et fattigt kvarter i Cairo under 2. verdenskrig.
Krigen berører ikke det lille samfund noget videre, men er en mulighed for vellønnet arbejde hos briterne. En mulighed som romanens følsomme unge mand søger, da han skal spare sammen til at gifte sig med smukke Hamida med den rædselsfulde stemme og tilbøjelighed til heftige raserianfald. Hendes skønhed og ambitioner skaffer hende rollen som katalysator for de store bølger i tilværelsen.
Men der sker andre ting. Salim Alwan har også fået øje på Hamida, og da hans kone er afblomstret, overvejer han at gøre Hamida til medhustru. Hamidas mor er ægteskabsmægler og glæder sig meget over det gode tilbud, samtidigt med at hun laver fine forretninger ved at sætte en ældre, rig enke sammen med en ung fattig embedsmand – med jobbeskrivelsen: … der sidder han så og irettesætter nogle og forbander andre …
Det er dog ikke kun romantik og ægteskaber, der dominerer romanen: Caféejeren har en forkærlighed for unge mænd til højlydt forargelse og sorg for hustruen og sønnen. Zaita lever af at sørge for at folk får passende handicaps, så de kan leve af at tigge, og så har han en forkærlighed for bagerens hustru, selv om hun slår sin mand.
Det er en rammefortælling, der begynder og slutter i gyden. Personerne rejser af og til, og oplever såvel komedie som tragedie – især det sidste, men selve fortællingen forbliver trods megen udlængsel på stedet.
Et spraglet og underholdende billede af mennesker der er kloge, dumme, jaloux, begærlige og stolte.
Forfatter: Naguib Mahfouz
Oversat af Lilian Cipikoff
329 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 01.02.2010
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks