Seneste roman fra dansk litteraturs mandsforsker

Mændene er Jon og Peter, der har været unge sammen. Den tredje af vennerne hed Christian, men han faldt ned fra Langelandsbroen under en ungdommelig druktur kombineret med en øvelse i dumdristighed, og måske var han suicidal, da han gjorde det. Efter hans død rejste Jon til København og blev siden gymnasielærer, men Peter blev på Sydfyn.

Både Jon og Peter er i krise. Jon siger sit job op i København. Han forlader sin kæreste og flytter til Langeland, hvor han bliver pedelmedhjælper. Peters kone har fundet en anden og er flyttet med sin og Peters søn.

Jon har skyldfølelses overfor Christian, overfor hans forældre og overfor hans lillesøster, der virker mærkeligt tiltrukket af Jon, selvom deres forhold fra begyndelsen er mere destruktivt end egentligt kærligt.

I deres kampe for at holde sig flydende kredser både Jon og Peter om Peters lille søn, der udgør et omdrejningspunkt, måske den eksistensberettigelse, de begge leder efter på deres dead-man-walking-rute.

Romanen bygges op til et opgør, og undervejs fremstilles de begivenheder, der har styret Peter og Jon frem mod det sted hvor de mødes og gør op, Peters monogame forhold til den eneste ene, Jons forbrug af gymnasieelever, og hvad der skete med Christian, hvad der skete med hans lillesøster.

Det tunge skyldopgør foregår på Langeland og i Svendborg, og hele det smukke Sydfyn præsenteres i en noir-udgave, der trods de præcise vejangivelser kan være vanskelig at genkende for sydfynboerne.

Eksemplet handler om Svendborg:
…Vestergade, den oplagte filmkulisse, hvis det gjaldt en pittoresk fremstilling af provinsiel grimhed…

Jesper Wung-Sung
430 sider
Samleren
Udgivet: 2014