Henning Dyremose indleder sine omfattende erindringer med at fortælle om det han ikke blev: Statsminister. Han kan så i de følgende mange sider stolt berette om, hvad den fattige dreng fra Holstebro i hvert fald blev: Akademiker, toppost i Novo, arbejdsminister, finansminister, topchef i TDC – og en masse andet.
Vokset op i et arbejderhjem som den yngste af seks børn blev Henning en mønsterbryder. Faderen var socialdemokrat. Men for Henning blev mødet med storesøsterens kæreste/mand, Ulf, udslagsgivende for valg af sit politiske ståsted: Det konservative Folkeparti. Ulf mente, at alle nødvendigvis ikke skal være lige, men at alle skal have lige muligheder. Det har siden været et mantra for Henning Dyremose, der som den første i familien fik en studentereksamen.
Nu kan han efter sin lange karriere i erhvervslivet og den politiske verden erklære sig som en holden mand, hvilken han ikke er flov over. Han føler ikke, han har gjort noget forkert ved at være i stand til at tjene mange penge. “Der var brug for mig”, hedder det i bogen.
Det var i januar 1993 Henning Dyremose og andre i et par døgn troede på, at finansministeren i Poul Schlüters regering skulle overtage statsministerposten. Tamil-rapporten var netop offentliggjort, og den siddende statsminister besluttede at gå af.
Henning Dyremose kom ikke til at overtage jobbet fra den Schlüter, som han i sin ungdom ofte var uenig med – men som han beundrede som leder af en regering i næsten ti år. De radikale sagde nej til Dyremose – og bragte Poul Nyrup Rasmussen til magten.
At to med en fattig opvækst – Henning Dyremose i Holstebro og Poul Nyrup Rasmussen i Esbjerg – var i spil som statsminister får Dyremose til at konstatere: “Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor langt det danske demokrati og velfærdssamfundet var kommet, når kampen om statsministerposten kunne stå mellem to arbejdersønner…. Der er ikke meget københavneri og heller ikke meget overklasse – over det.”
Den over 400 sider lange biografi bærer umiskendeligt præg af, at Dyremose er næsten bristefærdig af selvtillid. Han er ikke et sekund i tvivl om, at han har præget samfundsudviklingen i en positiv retning. Som en del af Schlüters hold var han med til totalt at ændre Danmark på den lange bane.
Selvtilliden groede frem allerede i de helt unge år: Som gymnasieelev var han et år på AFS (American Field Service) udveksling i den lille by Yakima i Portland, USA. Her blev den ranglede dansker utroligt populær, og han følte sig lige så beundret som Elvis Presley og Danny Kaye(!)
Fejltagelser blev også begået, og det erkender Dyremose. Han nævner beredvilligt alle de tilnavne, han har fået i den forbindelse, blandt andet Kludremose.
Da de konservative kom i opposition i 1993, blev tiden for Dyremose træls. Det viste sig, at Hans Engell absolut ikke var nogen engel overfor ham. Til slut gik Dyremose ud af politik. I stedet blev han direktør for TDC. Og så blev han kaldt for Guldmose. Fejlagtigt blev han beskyldt for, at det var ham, der foreslog salg af TDC til en kapitalfond. Det var bestyrelsens beslutning, understreger Dyremose, som var imod et salg.
Bogen er fyldt med masser af detaljer om alt det, Dyremose har været involveret i. En del af dem vil kun være interessante for nørder.
Henning Dyremose erkender, at han er et talende og ikke et skrivende menneske. Derfor er det journalist Trine Munk-Petersen, der har sammensat de mange, mange ord. Det er gjort fermt.
Men statsminister blev jeg ikke
Henning Dyremoses erindringer
Fortalt til Trine Munk-Petersen
438 sider, ill
Udkom maj 2025
Politikens Forlag
Anmelder Bjarne Gregersen
