11 noveller om børn og børneliv skrevet for børn i alderen ni til tolv år
Novellerne er blevet til i et nordisk samarbejde mellem Danmark, Finland, Færøerne, Island, Norge, Sámpi og Sverige. Formålet er at styrke det nordiske samarbejde om børnelitteratur via kulturel udveksling og udvikling. Hovedtemaet er fællesskab, og der findes undervisningsmateriale til bogen.
Under emnet fællesskab handler novellerne om mobning, venskab og følelsen af at være udenfor. Her er for eksempel Pyjamasfesten om Bolette der i en alder af tolv stadigt har en usynlig veninde, Sally. Hendes forældre synes ikke, at man skal have usynlige venner i den alder, men Sally bor i hemmelighed på Bolettes værelse, og Bolette er ked af, at hun skal til pyjamasfest uden Sally. Alligevel prøver hun at slippe af med Sally, men det går rigtigt dårligt.
Så er Alvar og tankeaflytteren en mere pædagogisk fortælling. Her er nemlig en ensom dreng der står og ser de mere populære børn i klassen uden helt at kunne forstå, hvorfor de er populære, og han selv ikke er. Men så får han en tankeaflytter – et instrument der simpelthen kan læse andres tanker. Den er så dyr i opladning, at han kun må bruge den tre dage om året, men det er ok med Alvar. Han har de største forventninger til tankeaflytteren og medbringer den i skolen, hvor han får lejlighed til at afprøve den på de børn han mest misunder. Det bliver en belærende oplevelse.
Flere af de andre noveller handler om, hvordan man kan føle sig alene, og hvordan man kan få kontakt til andre børn, og en enkelt handler om, hvordan det er at flytte, især hvis der er spøgelser det nye sted.
Der er lidt af hvert om børneliv. De fleste noveller er søde, børnelokkeren er ikke en børnelokker, de tre drenge kan godt lide at lave perleplader, og de fleste af novellerne ender godt. Der er lidt spænding, men ikke noget der kan give traumer.
Mellem venner
Noveller fra hele Norden
Zakiya Ajmi, Siri Kolu, Malin Eriksson Sjögärd, Hanna Højgaard, Espen Eira, Liv Tone Boine, Lydia Didriksen, Loa Hlin Hjalmstysdottir, Annelie Adamdotter, Maria Turtschaninoff, Birgitte Klahn
Illustreret af Cecilie Ellefsen
156 sider
Forlaget Bolden
Udgivet: September 2025
Birte Strandby