Oldzak & Sandlers andet bind om den lille superhelt Melvin Jørgensen alias Megadrengen, hans lillesøster
Molly samt deres tamme og ikke helt almindelige krage er lige så fornøjelig som den første.
Melvin er ikke altid lige heldig med sine heltegerninger, men når lillesøster Molly lægger planerne plejer de at klare ærterne.
Denne gang kommer de op mod en ondskabsfuld kopi af Megadrengen, der forsøger at gøre den hemmelige superhelt godt og grundigt upopulær i den lille by. Desuden må de redde byens folk fra en undsluppen og meget vred tyr og forhindre Melvins ærkefjende, Kurt Karlsen i at ødelægge alle de flotte frimærkesamlinger i byen.
Men kampen mod den lede dobbeltgænger er langt den sværeste udfordring for Melvin & co. Det viser sig ikke at være så let at få afsløret skurken. Uden at afsløre for meget kan jeg vel godt antyde, at det lykkes. Jeg har præsenteret Megadrengen for nogle 3.klasser – der var udelt begejstring både over spændingsniveau, sjov og handling.
Megadrengen i megaproblemer
Tekst og ill.: Martin Oldzak & Anna Sandler
Oversættelse: Charlotte Glahn
96 sider
Forlag: Gyldendal
Jan Vandall