‘Med venlig deltagelse’ er efterfølgeren til den Robert-behængte ‘Kunsten at græde i kor’. Borgen har haft god timing med genudgivelsen af dette imponerende sønderjyske familiedrama, og jeg må fastslå, at det er en roman, der virkelig fortjener en omgang mere.
Det er en blændende både uhyggelig og morsom fortælling om slow-motion-blodhævn blandt stovte sønderjyske gamlinge godt oppe i 80’erne.
Allan, drengen fra ‘grædekoret’, er blevet en succesfuld dramatiker. Han og søsteren Sanne har ikke talt med forældrene i de ni år, der er gået, siden Allan skrev sin roman om mishandlingen og incesten i barndomshjemmet.
Men nu er faren død, så Allan og Sanne kan igen komme hjem og besøge mor Margrethe. Besøgene kommer til at forme sig så bizart, som kun Erling Jepsen kan servere det.
Allan går i selvsving i sin søgen efter beviser for, at hans far alligevel elskede ham.
En rørende, desperat og tragikomisk søgning efter en anerkendelse, som ikke eksisterer i virkeligheden. Han føler sig som en retfærdig hævner og afslører af farens incest, men vil alligevel så gerne være den ‘forrådte’ fars elskede søn.
Efterhånden bliver Allan overbevist om, at moren på en eller anden måden har fået taget livet af faren, og søger på alle måder at bevise det. Han blander endda politiet ind i sagen.
Parallelt med Allans undersøgelse, hvor vi som i ‘grædekunsten’ følger historien fra Allans vinkel, følger vi også fortællingen fra Margrethes hoved, og hun er en koldblodig og fuldstændig egoistisk gammel kone, der udviser både initiativ og en indædt blodtørstig hævnlyst, da hun omsider finder, at nok er nok.
Var beretningerne fra Allans barndom fyldt med grotesk humor, så er ‘Med venlig deltagelse’ det ikke mindre. Det er sort humor, så det basker. Det er komedie, der strækker sig fra ren sort slapstik til underfundigt og underspillet drama. Det store vanvid i det lille hverdagsdrama hos en familie, hvor hverdagen – håber jeg sandelig – er noget anderledes end for de fleste sønderjyder.
Har man set eller læst ‘Kunsten at græde i kor’ og faldet for denne suveræne og modige selvbiografiske roman, så er efterfølgeren simpelthen et must. Man morer sig kongeligt undervejs, men det er en humor, der svinger fra det ætsende onde til den uhyggelige morskab, som får eftertankerne til at løbe iskoldt ned ad ryggen.
Det er en fornøjelse endnu en gang at kunne sige: Glæd dig til at læse den. Der er forrygende underholdning og grum alvor for alle pengene.
Forfatter: Erling Jepsen
221 sider
Forlag: Borgen Paperback
Anmeldt af Jan Vandall
