Børnebog for børn fra fire år

Marie på seks besøger sin morfar. Morfar er kunstner og i gang med at lave en skulptur – Drømmeren – i ler. Marie får også en klump ler, og med forskelligt værktøj laver hun en skulptur af sin morfars hoved. Læseren får mulighed for at følge Drømmeren: Lerskulpturen bliver brændt en uge senere, og morfar laver en gipsform efter den, hvor den flydende bronze hældes i. Den færdige statue præger omslagets indersider.

Marie leger også med sin to år ældre søster, og de bygger sammen en savanne i sand. Historien slutter med at de to søstre sammen med bedsteforældrene besøger sandskulpturfestivalen ved Søndervig. Ind i mellem er der små klip fra morfarens liv, hvad han er glad for, og hvad han tænkte på, da han skabte kunstværket Moderen, og hvorfra ideen til Drømmeren kommer.

Billederne fra Maries liv er farverige fotos, de fleste helsides. De er taget om sommeren med et fint blik for lys/skygge og for de grønne omgivelser. Den kunstneriske proces – såvel Maries som morfars er ligeledes illustreret, og der er flotte billeder af sandskulpturerne fra Søndervig.

Teksten er tilpasset billederne – eller omvendt. Der er belærende indslag om ler, skulpturer og om Glyptoteket, men bortset fra tilblivelsesprocessen for morfarens skulptur er der ikke så meget progression i historien, og med al respekt for det idylliske og det kreative, der bærer bogen, så minder det lidt om en stillestående men flot biografi.

Derfor er det ikke utænkeligt, at man kan få gode samtaler med den fireårige om kunst og familie, når bogen skal læses højt.

Marie og drømmeren – i morfars skulpturværksted

Lisbeth Simonsen

28 sider

Turbine

Udgivet: 09.01.2013

Birte Strandby