Gyldendal har fået den gode ide at udgive Thomas Baggers forrygende krimi Mand i tre dele i en tredje udgave. Det er godt for os der ikke opdagede romanen, da den blev udgivet i 2021 af Politikens Forlag.

Thomas Bagger, født i 1981, fik ifølge Gyldendal sit gennembrud med serien om politiagenterne Lucas Stage og David Flugt. De optræder i Mand i tre dele, som er den første af tre bøger. De øvrige hedder Den nittende Ø og Stamina. Serien bjergtog anmeldere og læsere i også Norge og Tyskland.

Mand i tre dele foregår i Sønderjylland. Her kommer den nyudnævnte drabschef i Esbjerg, William Granberg, og kollegerne på en barsk opgave: De skal afsløre, hvem danmarkshistoriens største seriemorder er.

På et forblæst kratklædt areal nær den tyske grænse, Smøl Vold, findes en aften liget af en gammel mand. I hans brystkasse er skåret: Granberg. Det er navnet ikke bare på drabschefen, men også på en særdeles magtfuld slægt i Sønderjylland, som består af den levende fader og hans tre sønner.

Den gamle mand er stjålet fra et kapel og er således død naturligt. Men hvorfor er han placeret  på Smøl Vold? Hvad hentyder “Granberg” til.

Det besluttes at grave i Smøl Vold. I løbet kort tid finder man 18 lig, alle af helt unge kvinder. Og tilsyneladende dræbt på samme bestialske måde.

Lucas Stage og David Frost ankommer. Stille og roligt giver de sig i kast med deres egen efterforskning til William Granbergs fortrydelse.

Vi følger mordet af en ung pige i en lystyacht i en havn. Det er gys på gys. Forrygende,  kuldegysende beskrevet.

Der er masser af løgne, had, traumer, kvindehad i denne bog, alt beskrevet hamrende godt.

På et tidspunkt dukker en Nicó op i handlingen. Han er i tjeneste hos en rumænsk gangster. Det forvirrer læseren i de følgende mange sider. Nicó er, viser det sig, velanbragt i historien.

Afsløringen af seriemorderen kommer omkring 100 sider før slutningen. Tror læseren …

Da han endelig findes er det godt nok en overraskelse af de større.

Thomas Bagger skriver et herligt letflydende sprog, og denne anmelder kan ikke lade være med at citere hvad  Politiken skrev i omtalen af første udgave: “Thomas Bagger er blevet sammenlignet med Jussi Adler-Olsen. Fair nok, men faktisk skriver Bagger en del bedre”.

Mand i tre dele

Krimi

Forfatter Thomas Bagger

380 sider,

Udgivet i tredje udgave juli 2024

Gyldendal.

Anmelder Bjarne Gregersen