‘Det er, når du tror, at et andet menneske er så forskelligt fra dig, at du ikke længere føler nogen solidaritet med det.’
Dystopisk roman om et fremtidssamfund med AI og overvågning
I dette dystopiske fremtidssamfund i Reykjavik har man indført empatitesten. Det er en test der kan afgøre, om man er et empatisk menneske, som man trygt kan lade gå rundt i samfundet. Hvis man dumper til testen, stiller staten psykologhjælp til rådighed, så man får muligheden for at forbedre sig.
Testen er nogenlunde frivillig. Det vil sige, der er politikere der tager den for indgyde tillid. Enkelte partier forlanger, at alle partimedlemmer tager den, og i Altinget er den obligatorisk. Der er også læger og lærere der tager testen. Skoleelever testes, men resultatet er kun til orientering for skolens ledelse og forældrene. I nogle virksomheder fyres ansatte, der ikke består testen. En folkeafstemning skal i løbet af et par uger afgøre, om testen bliver obligatorisk for alle. Uro og protester breder sig.
Vi følger fire personer: Vetur er lærer. Hun føler sig forfulgt af sin ekskæreste, men bor og arbejder i et område, hvor man kun kan være, hvis man har bestået empatitesten, og det har ekskæresten ikke. Eller har han? Olafur er forkæmper for testen og mener, at det er vejen til et samfund uden kriminalitet, hvis man således får sorteret psykopater og voldelige elementer fra. Desværre bliver han og familien selv truet. Eyja bliver fyret fra sit job efter at være dumpet, og Tristan slås af ideologiske grunde for at undgå testen, men banken vil ikke låne ham penge til bolig, hvis han ikke består. Han er nødt til at skaffe penge, og så får han et tilbud, han ikke kan sige nej til.
Mærket rummer smukt nuanceret sprog, flere spændingskurver og præsenterer et billede af, hvordan ulighed bliver skabt, og hvordan desperation, udsigtsløshed og frygt opstår. En frygt der jager mennesker til at vælge det sikre, uanset hvor klemte de selv bliver, og hvilke krumspring de skal gøre for ikke selv at falde ud af systemet. Stemmer Reykjavik for eller imod?
Romanen om fremtidssamfundet med overvågning, A.I. og en periodisk demokratisk afstemning møder vi også i de nyligt udgivne Frie borgere og Den 5. statsmagt, ligesom romanen A.I. har sit eget bud på, hvilke værdier der lider størst overlast, når vi satser på tryghed alene.
Mærket
Frída Ísberg
Oversat af Kim Lembek
266 sider
Gyldendal
Udgivet: 2023
Birte Strandby

Anmeldelse fra nrk.no: https://www.nrk.no/anmeldelser/anmeldelse_-_merking_-av-frida-isberg-1.16418486