Akademisk Forlag har kastet sig over et stykke med fiktion, eller rettere det må vi da håbe, det er. For her er virkeligt gyset i dagligdagen, der minder os om, hvor meget fortræd vi kan gøre vores mindste medmennesker og hinanden. Om misbrugte børn, alt for unge mødre og nyskilte fædre, der gør hvad de kan, skønt det sommetider virker som om, børnehaven og vuggestuen modarbejder dem. Og selv om novellerne er meget forskellige, så røber de fleste, at der mangler overblik og overskud enten i familien eller i daginstitutionen, nogle gange begge steder. En konklusion ville helt automatisk munde ud i ønsket om at få forbedret normeringerne og overvejelser om, hvordan man kan støtte unge forældre, så de kan støtte deres børn.
Men hvis man ellers kan bære at læse noget så hjerteskærende, er det generelt glimrende noveller om institutioner, pædagoger, børn og forældre.
Sidste dag hedder Susanne Munk Jensens novelle. Det er en ung mors beretning. Hendes søn skal på tur med sin kommende børnehave, og derefter har han sidste dag i vuggestuen, før han rigtigt begynder i børnehaven. Alt går galt, barnet vil ikke i tøjet, de glemmer hans rygsæk, hvad der udløser en irriteret reaktion i det første møde med pædagogen, og barnet erklærer ved afhentning, at han ikke vil i børnehave igen. Så ønsker han at uddele Kinder-æg den sidste dag i vuggestuen, og den unge mor bruger mere eller mindre af skyldfølelse sine sidste penge på chokoladen, som så ikke må uddeles alligevel på grund af vuggestuens sukkerpolitik. Undervejs underholder institutionsmenneskerne med bemærkninger om, at man kan læse de mange regler på hjemmesiden og i velkomstbrevet. Den unge kvindes eneste støtte er i fængsel, og hun skal være den voksne med overblikket.
Knivprojekt af Stine Askov har en anden vinkel. Her er det en pædagog der kommer i klemme. Hun har fået sin leders godkendelse til at køre et projekt der blandt andet har til formål at støtte en dreng i gruppen. En kollegas dumhed får projektet til at falde, og udover at bliver uvenner med kollegaen, mister hun også lidt af den kampgejst der er drivkraften i projektet og arbejdet med børnene.
– Du er god til dit arbejde. Som om du kan lide børn rigtigt.
Som om hverdagen ikke var barsk nok, så leverer Nicole Boyle Rødtnes en novelle, Basis-abonnement, om hvordan fremtidens børnehave kan se ud. Her kan man købe forskellige abonnementer til sine børn, og prisen bestemmer antallet af måltider, antallet af aktiviteter og hvor meget pædagogtilstedeværelse, barnet får. Altså det samme som en VIP-adgang eller ret til at fodre giraffen. Det begynder bare tidligere.
Novellesamlingen er tiltænkt pædagogstuderende, men kan også læses med fordel af politikere og forældre der ikke er alt for sarte.
Mælkekassetårn
Daginstitutionsnoveller
Susanne Munk Jensen, Tomas Lagermand Lundme, Maja Elverkilde, Stine Askov, Laila Ingrid Rasmussen, Lars Frost, Hanne Højgaard Viemose, Anne-Lise Marstrand-Jørgensen, Sebastian Bune, Nicole Boyle Rødtnes, Stefan Hermann (red.)
170 sider
Akademisk Forlag
Udgivet: november 2020
Birte Strandby
Som mangeårig pædagog kan jeg oplyse, at novellerne (med undtagelse af Nicole Boyle Rødtnes’ dystopi) lægger sig særdeles tæt op ad den pædagogiske hverdag. Ikke at de nødvendigvis er repræsentative beskrivelser af pædagoger, børn og forældre, men der er ikke noget, som ikke kunne være sket. Derimod er det mere sandsynligt, at alle situationerne ER sket en eller anden gang, et eller andet sted.
Bjarne W. Andresen, pædagog, lærer, master i børnelitteratur
Det er ret skræmmenede. Måske en julegaveide til vores politikere?