En lektor fra universitetet kommer i refleksionsalderen. Han, Niels, fratræder sin stilling, afgiver sin position som pressens uddannelsespolitiske guru, dropper sin telefon, trækker sig tilbage til sin barndomsby og begynder at rydde træerne ved det hus, han har arvet.
Mens han går og fælder træer tænker han tilbage på vennen Rune og på vild ungdom i halvfjerdserne med Easy Rider, Neil Young, Deep Purple og Lou Reed. Andre lige så markante træk ved den fælles ungdom var hash og indbrud for at få øl og cigaretter samt Runes alkoholiserede far. Transportmidlet der bragte dem rundt var knallerten – boret, hakket, gearet. For Niels er ungdom noget man kommer sig over, for Rune går det galt, da han og kæresten slår op, og livet bliver en afprøvning af eremittilværelse, af hippiekollektiv. Det skulle også have handlet om en rejse til Ganges, men i stedet begår han et mord.
Niels senere tilværelse, ægteskab, faderskab, utroskab, skilsmisse og ikke mindst karrieren behandles med ironisk distance – særligt forholdet til egen ekspertviden, og ordene om landets uddannelsessystem er ikke blide, når det gælder reformpædagogikken, rundkredsen, Ritt Bjerregaard der evigt citeres forkert. Kraftigere bliver kritikken, når det går på tildeling af midler til universiteterne og konkurrencemiljøet sammesteds.
Wiedemann er en behagelig fortæller, der efterlader læseren afklaret og med en god udsigt til såvel livet siden halvfjerdserne – fra olympiaden i München i 1972 til globalisering og tigerøkonomier i dag, som de overvejelser og den tvivl man som 60-årig kan stå overfor, selv når man i mange år har valgt det der så ud til at være det rigtige.
Finn Wiedemann
213 sider
Attika
Udgivet: 10.09.2015
