Endnu en lille litterær perle fra Island har set dagens lys. Sigurjón Birgir Sigurdsson, med kunstnernavnet Sjón, høstede i 2005 Nordisk Råds litteraturrådspris med bogen ”Skygge-Baldur”. Han er nu tilbage og niveauet holder helt og aldeles i ”Månesten”, der er en kort-roman om outsideren af samme navn.
Vi befinder os i Island anno 1918. Et skelsættende år for landet mod nord af flere grunde. Vulkanen Katla er i udbrud, men alting forandres først for alvor, da den spanske Syge arriverer med en båd fra Danmark. Senere på året nærmere betegnet d. 1. december bliver Island en selvstændig nation.
Midt i det hele finder vi den 16-årige dreng Måne Sten Karlsson, der ernærer sig som trækkerdreng. Det er imidlertid ikke noget, der synes at genere den forældreløse dreng, der bor hos sin oldemors søster. Homoseksualiteten er nærmest et vilkår i Månes liv. Hvad der derimod er altafgørende for Måne, er at få den daglige dosis film. På det tidspunkt er der to biografer i Reykjavik – Gamle Bio og Nye Bio – hvor Måne suger til sig af alle de stumfilm, der vises. Filmen er på det tidspunkt et relativt nyt medie og stumfilmene går deres sejrsgang.
Da Den spanske Syge sender Island i undtagelsestilstand, må også Måne hjælpe til. Som sygehjælper kommer han helt tæt på de døende og døde, men også på den pige han er tiltrukket af. Måne overlever pandemien, men fanges med bukserne ned. Bogstaveligt talt. Nu må han bøde for sin perversitet og sendes væk. Der er da også dem der mener, at det må være al det filmkiggeri, der er medvirkende årsag til at Måne træder udenfor normalen som homoseksuelt afskum.
Netop normaliteten er om noget forfatterens fokus i bogen om ”Månesten. Drengen, der aldrig var til”. På afstand kan vi om noget se det groteske i al den opmærksomhed og had, der næres mod Måne, blot fordi han er homoseksuel og har passion for filmkunsten. Sjóns lille roman er et vigtigt opråb om, at vi ikke blæser tingene ud af proportion og låser os fast på et ekskluderende normalbegreb. For hvad rolle spiller den enkeltes valg og præferencer i forhold til en hel verdenskrig og en pandemi? Alverdens sygdom og krig kan åbenbart ikke stoppe vores snæversyn, fordomme og angst for det ukendte. Efter endt læsning må man spørge sig selv, om tingene er ændret væsentligt i dag.
Sjóns roman er lille af format, men en stor læseoplevelse. Den stiller så afgjort krav til sin læser om aktiv medlæsning og refleksion, da der er mange lag gemt i fortællingen. Som forfatter er Sjón et behageligt møde med mange finesser og særkender. Sproget er finurligt og smukt med en god portion sort humor. ”Månesten” er en af den slags bøger, der vinder ved at blive læst mere end en gang. Trods det er den kendetegnet af en let, opvakt og legende forfatterhånd, der gør bogen til en ubetinget berigende læseoplevelse. At Sjón – med det borgerlige navn Sigurjón Birgir Sigurdsson – oveni gemmer en særlig detalje til slut, sætter hele fortællingen ind i et særligt perspektiv, der gør bogen om Månesten ganske uforglemmelig.
Månesten. Drengen, der aldrig var til
Sjón
Oversættelse: Kim Lembek
224 sider, indbundet
Forlag: C & K Forlag
Udgivelse 11. 04. 2014
Anmeldt af Nønne Lønne Votborg
