Forfatter Ole Tornbjerg fik sit gennembrud med den autentiske roman ”Drengen fra Godhavn”. Nu er han atter på banen med en roman, der tager afsæt i historiske hændelser. Denne gang foregår handlingen i højskolemiljøet i perioden omkring ungdomsoprøret. Det er fortællingen om de gaver frisindet bragte med. Samtidig stiller romanen også skarpt på den ødelæggelse, uro og forarmelse, der fulgte med i kølvandet. 

Handlingen udspiller sig over en håndfuld år med start fra omkring 1967. Ved fortællingens start er ægteparret Gudrun og Eskild ansat på Daneskov Højskole i Midtjylland. Her bor de sammen med deres børn Siv og Rune. Drømmen om at blive forstanderpar bliver til virkelighed på Bauneholm Højskole syd for Limfjorden mellem Aalborg og Nibe. 

Bauneholm Højskole er en traditionel højskole med faldende elevtal og en fuldstændig katastrofal økonomi. Højskolens fokus skal flyttes fra landbrug til mere moderne fag. Men fra dag ét møder Gudrun og Eskild modstand blandt medarbejdere og lokale. Særligt lærerne Klint og Pilgaard er reaktionære, og de foragter forstanderparrets frisindethed. Eskild underviser i psykologi og søger konstant at være i øjenhøjde med eleverne. Han er alt andet end autoritær, sådan som man ellers er vant til på de kanter. Højskolen skal være relevant for sit publikum. Der vinkes farvel til gamle traditioner. Elevernes ønsker imødekommes på flere planer. Snart smuldrer rammer og regler. Ind kommer alkohol i stride strømme, sex, hash og ikke mindst en forventning fra de unge om opgør med autoriteterne. Hvor langt vil og kan Eskild og Gudrun gå? Kan de holde sammen på det hele? Og kan de selv rumme højskolelivet, når alt kommer til alt? 

Romanen stiller skarpt på den magt, som forstanderparret har i denne brydningstid. Eskild og Gudrun skildres som et imødekommende forstanderpar med ønske om at være ligeværdige overfor hinanden. De ønsker dialogen med deres omgivelser. Da virkeligheden sætter ind, er tingene imidlertid mere komplicerede end som så.  Især Gudrun – og kvinderollen – fremhæves som den stærke karakter. Det er i Gudrun, vi møder overblikket, roen og fornuften. Hun er både løsningsorienteret, taktisk og formår at agere offensivt. Eskild træffer derimod fatale valg uden blik for konsekvenserne. Han bliver hele tiden følelsesmæssigt involveret og handler ud fra dét. Det hele skildres med autenticitet og indlevelse. 

Ole Tornbjerg har forfattet en helstøbt roman, der tager sin læser med storm fra først til sidst. ”Lys over folket” er en handlingsmættet og fascinerende fortælling med et meget stort persongalleri. Det ville være yderst nyttigt med en oversigt over de medvirkende karakterer. I en tid, hvor det diskuteres, hvordan læseglæden holdes i live, handler det om at støtte læseren i processen. Læseren møder dels elever på flere hold, lærere, bestyrelsesmedlemmer, tidligere kolleger og får tillige Eskild og Gudruns egne baggrundshistorier fortalt. Deres opvækst og familier viser sig – ganske naturligt – at spille ind i forhold til deres måde at agere på. Der er med andre ord meget at holde styr på. 

”Lys over folket” foregår i en brydningstid. Her skildres det især som landbo- og bysamfundet, der krydser klinger i synet på alt fra pædagogik, politik, psykologi, undervisning til seksualitet. Men også de to køn er til stadighed sat op overfor hinanden. Det får særligt Gudrun at føle. 

Romanen hviler på grundigt researcharbejde. Jeg kunne ønske, at forfatteren havde beskrevet bogens idé og rødder til virkeligheden. Det må læseren selv undersøge. Men i forfatterens tak nævnes Uffe Elbæk og flere andre fra familien Elbæk. Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at romanen reelt er inspireret af Uffe Elbæks forældre. De var forstanderpar på St. Restrup Højskole. 

Som nævnt kommer forfatteren bredt omkring tidens mange problemstilinger. På den ene side er det yderst overbevisende og grundigt, at romanen dækker så mange tematikker. Omvendt kan det også virke en anelse konstrueret og overlæsset at medtage alt fra alkoholisme, abort, psykisk sygdom, hash/stoffer, kønstematik/ligestilling, magt/politik, åbne forhold, kønssygdom etc. 

I ”Lys over folket” beretter Ole Tornbjerg engageret om livet på en højskole. Forfatteren tegner et fantastisk tidsportræt, og han tager os med til første række af højskolens bud på ungdomsoprøret. Det er drama, når det er bedst. Historien er underholdende, og det er tillige interessant danmarkshistorie. Samtidig rummer bogen to meget spændende menneskeportrætter. Romanen skildrer kompleksiteten i at ville fremskridt og forandring. Det kommer altid med en pris. 

Lys over folket

Forfatter: Ole Tornbjerg

Forlag: Politikens Forlag

416 sider. Hæftet

Udgivelsesdato: Den 25. januar 2024

Anmelder: Nønne Lønne Votborg