Lukkefesten handler om Simone der efter at have arbejdet i konsulentbranchen har åbnet sit eget galleri. Her satser hun på at udstille især kvindelige kunstnere, og har den relevante kunstner oven i købet en tilværelse som aktivist udi kvindekamp eller kamp for miljøet, er det et ekstra plus i Simones øjne.

Hun er ved at forberede en udstilling med en berømt kvindelig kunstner, da læseren møder hendes første gang. Hendes mor er netop død, så der er også en begravelse der skal varetages. Simone arbejder intenst og glemmer i skyndingen at hente sin datter fra skolen. Heldigvis er hendes eksmand og hans kæreste på banen, så det ikke bliver rent omsorgssvigt.

Åbningen går over al forventning, og Simone bliver kontaktet af en meget spændende dame der fortæller, at hendes klient vil købe nogle af værkerne. Det viser sig, at klienten er Simones far, som hun ikke har mødt i mange år. Han er CEO for en stor medicinalvirksomhed der er på nippet til at lancere et nyt smertestillende middel der hverken har bivirkninger eller er afhængighedsskabende. Ydermere er han kunstsamler.

Simone ved ikke helt, hvordan hun skal reagere på farens kontaktforsøg, men hun tager imod et jobtilbud fra hans virksomhed om at bistå med forbedre ligestillingen i virksomheden og få flere kvinder ind på topposter.

Noget af det interessante ved Lukkefesten er præsentationen af kunstverdenen. Præsentationen af konsulentbranchen er mindre flatterende, men det er interessant at læse om, hvordan Simone angriber en virksomhedskultur, en kultur der er forbløffende gammeldags for så ungt et firma

Simone synes umiddelbart at være en meget heldig kvinde der har arvet alle gode egenskaber fra begge forældre og samtidigt får nogle ret fantastiske muligheder erhvervsmæssigt. At der står en lille pige i et hjørne af hendes tilværelse og lider ser ikke ud til at påvirke hende så meget. Og så er der jo altid en bagside af selv de skønneste facader.

Lukkefesten er interessant og anderledes i sin udforskning af kunstverden og organisationsteori. Litterært er der lidt tegneserie over figurerne, men man når ikke at kede sig.

Lukkefesten

Karen Bro

3354 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 2025

Birte Strandby