Med ”Lugten af længsel” afslutter Vibeke Marx sin slægtskrønike. Trilogiens første dele “Jord og hjerte” og “Anton” er anmeldt her på Bogvægten. Serien skildrer en familie fra 1920’erne og frem til i dag. Undervejs får læseren også et interessant portræt af tidsånden, samfundets udvikling, klassesamfund og kvinderollen. Men serien – og bogen her – har mest af alt et fornemt blik på de menneskelige relationer og individets sårbarhed. Vibeke Marx dykker ned i identitet, kærlighed, parforhold, forventninger og drømme. 

Hovedpersonen er Lissen, som følges fra barn til voksen. Hun er den ældste af Antons (fra bind to) to døtre. Selv var Anton den “uægte” søn af Knud (fra bind et). Skønt bogen om Lissen er en selvstændig forsættelse, er handlingen særlig interessant i lyset af de to forrige, fordi den sætter spot på de mønstre, vi arver. Som sin far og farfar påvirkes Lissen af at vokse op i kølvandet på en familiehemmelighed, der har fulgt slægten. 

Lissen vokser op i et hjem, hvor pengene er små. På den måde skiller hun sig ud i skolen. Hjemme føler hun sig ikke set og hørt på samme måde som sin søster. Alligevel klarer hun sig fagligt flot i flere skolefag, og vinder b.la. en skrivekonkurrence. Efter endt skolegang får hun en læreplads på kontor. Men hun drømmer om at blive skuespiller.

Fra Lissen er ung lever hun et farverigt og også ustabilt liv. Som 18-årig flytter hun til København og bliver forlovet med Thor. Hun bliver gravid og får sin første abort. En abort er vanskelig at få på dét tidspunkt, men Lissen er desperat. 

Dårlige økonomi tvinger hende til at tage job som opvasker. Efter en tid danner hun par med stedets direktør. Nu er Lissen sikret materielt. Hun tager et skuespilkursus og en ny verden åbner sig. Men forholdet til manden krakelerer. Drømmen om at leve af skuespillet falmer, da jobudsigterne er elendige. Hun sadler om til undervisning. Efterhånden får hun fat i noget, hun faktisk er god til og møder en mand, der vil hende det godt. De får en datter, og Lissens liv går på mange måder fremad i de næste år. Alligevel er der altid en undertone af uro og usikkerhed, der skygger for at hun kan føle den ægte glæde og trivsel. 

Vibeke Marx skildrer Lissen som et menneske, der livet igennem kæmper med mindreværdskomplekser. Det påvirker hendes relationer og muligheder for at være i tætte kærlighedsforhold, ligesom hun mangler mod til at forfølge sine drømme. Lissen har svært ved at mærke sig selv og definere sine sande værdier, ønsker og behov. Derfor er det vigtigt, at Lissen omgiver sig med personer, der støtter og gøder hendes jord. Det modsatte er gift for hendes tilværelse. 

”Lugten af længsel” er både en fortælling om en kvindes liv og om hendes familie. Forholdet til søsteren er ikke nært. Når man ser på forældrenes attitude overfor børnene, findes forklaringen nok deri. Vibeke Marx synes også optaget af at skildre, hvordan vilkårene for kvinder var og er gennem de sidste mange årtier.  

Som i en biografi kan en roman, der skildrer en slægtsfortælling gennem cirka 100 år, let få en lidt opremsende stil indimellem. Det er dog ikke noget, der tynger fortællingen. Vibeke Marx holder blikket rettet mod Lissen, hendes liv og nære omverden. Tidsportrættet er indlejret i personernes handlinger, væremåder og sprog. Forfatteren forfalder ikke til også at ville flette et hav af konkrete begivenheder ind. Det kan være fint i små mængder, men bliver ofte overdrevet. 

Da Lissen i sine voksne år slår sig ned med den rummelige, varme og livskloge Mattis får hun den plads og tryghed, der skal til. Det er smukt beskrevet. Men tag ikke fejl; Vibeke Marx er realist! Hun skildrer råt, rørende og rammende, hvordan menneskelivet arter sig med den bagage vi har med. Livet er ej heller let og ligetil for hverken Lissen eller hendes familiemedlemmer, så læseren må berede sig på sorg og smerte. 

Jeg blev dybt berørt af den velfortalte fortælling om Lissens liv. Mange af os genkender nok Lissens usikkerhed og tvivl, ligesom det også er let at forstå hendes vanskeligheder med at være tro mod sig selv versus at stille familien tilfreds. Livet handler ikke om at have gode kort på hånden, men mere om at spille dem bedst muligt. For mange – herunder Lissen – tager det tid at øve sig deri. 

”Lugten af længsel” er ligesom sine forløbere fejende flot fortalt. Sproget er flydende, historien er overskuelig og romanen er nem at læse med korte afsnit. Vibeke er en af vores dygtigste forfattere udi socialrealisme og historiske romaner med noget på sinde. Et vellykket punktum for trilogien er sat! 

Lugten af længsel

Forfatter: Vibeke Marx

Forlag: Modtryk

283 sider. Indbundet.

Udgivelsesdato: Den 4. april 2023

Anmelder: Nønne Lønne Votborg