Skønt vores fortæller, Lola, selv omtaler Austens Stolthed og Fordom og Fieldings Bridget Jones, så virker det som om Lolas lille sorte i langt højere grad er inspireret af Fifthy Shades of Grey og Sylvia Days mere vulgære klon af samme. Og så er der lidt Askepot i den moderne Pretty Woman-udgave, som der er det i Fifthy Shades og Days Crossfire serie.

Det har været forfatterens ambition at skrive en erotisk roman, og det er lykkedes. Erotik og sex fylder rigtig meget i romanen og afbrydes kun, når hovedpersonen fortæller om, hvor godt det er, eller hvor heldig hun er.

Lola er 24-årig biblioteksassistent, opvokset hos en fordrukken far og uden uddannelse. En enkelt gang klæder hun sig udfordrende til bibliotekets firmafest, og da hun forlader festen i desillusioneret tilstand, bliver hun samlet op på en bar af en sexet milliardær, der tilbyder hende 10.000 kr. for en nat.

Vores heltinde tøver kun kort, og det åbner for en helt ny verden der ligger ret langt fra den, som man sædvanligvis mistænker bibliotekarmedhjælpere med rod i underklassen for at frekventere. Her handler det om sex og penge og ikke så meget andet. Som en anden Pretty Woman lader Lola sig rive med af en mand der giver Richard Gere kamp til stregen både hvad angår udseende, formue og seksuel formåen. Dette mandlige fund er dansk-amerikaner med hjemmeresidens i New York og sommerhusnabo til George Clooney.

Herudover forbliver han en slags fantasi uden særlige karaktertræk, og der er ikke helt så meget gods i denne danske version af Fifthy Shades.

Lolas lille sorte
Jeanett Veronica Hindberg
230 sider
Turbine
Udgivet: 20.04.2016

Birte Strandby