”det føltes som at være

horisonten

evigt klemt

mellem to virkeligheder

jeg stod der

og kiggede på M.B

men tænkte

kun på MR. MAGIC

især da blæsten

tog fat i mine hårrødder

og fik mig til at længes efter

at MR. MAGIC

trak mit hoved tilbage

og hviskede i mit øre

at jeg skulle kneppes

til jeg græd”

D. 18. april debuterede den blot 20-årige Sofie Diemer med digtsamlingen LOL-LITA, en digtsamling – eller snarere ét langt digt – om et ungt kvindeligt jeg, der befinder sig et sted mellem virkelighed og ideal, et sted mellem fedtede pizzabakker og skyr med mandler, et sted mellem kærlighed og one night stands, men midt i et brusende og altoverskyggende hav af begær. Vi er med jeget hele tiden, som en slags twitter-følgere, når hun live-opdaterer om alt og ingenting. Vi er med i fodenden af MR. MAGICS dobbeltseng i en pøl af kropslige væsker, og senere i hans vindueskarm, da det hele ramler, og intet er som det var. Vi er med ved vandet med M.B og hans kys, der langt fra er som MR. MAGICS, og med igen, da tanken om M.B og hans gribende arme er en trøstende tanke. Vi er med på date med BAN THE MAN, med når lysten til at skrive til ham, ”om vi ikke bare skal lade/ hinanden være for evigt/ være helt/ DRAMATISK” melder sig. Vi er med når jeget manifesterer sig selv, som en ”lolcat” en ”kæmpe pussy” på vej ned at Nørrebrogade, når hun føler blodet bruse under huden, “liderligheden som små bobler”, når hun har lyst til at æde, onanere og få en tatovering på en og samme tid, med når hun får smser, skriver digte og status opdateringer, er på Instagram, Snapchat og Tinder. Alt sammen i et langt, ucensoreret, men stadig poetisk og vellykket øjebliksbillede.
Og netop Sofie Diemers måde at bruge sproget på, lader hende træde ind i flere forskellige litterære traditioner. Digtsamlingens titel, ordspillet over Lolita, leder tankerne hen på Vladimir Nabokovs roman fra 60’erne, en roman om et voldsomt, besættende begær. Et begær, som Diemer i sit portræt af den unge kvinde, transformerer fra et objekt til et subjekt. Hun lader begærsobjektet Lolita blive voksen i det 21.århundredes digitale tidsalder, tilføjer en bindestreg og et ekstra l, og lader Lol-lita være subjektet i hendes egen verden af begær. Samtidig bevirker denne sproglige transformation, at Diemer indskriver sig en tradition af nyere dansk lyrik, med andre digtere som eksempelvis Caspar Erik. Det er en lyrik, hvor Instagramjargonen, øjebliksbilledet og den tilstående ærlighed hersker. Dette er dog på ingen måde på bekostning af en sproglig sensibilitet eller en evne til at skabe orginale og enestående sproglige billeder, der indkapsler velkendte følelser, a la: “jeg ser tit min mobil lyse op/ som om jeg får en sms/ uden jeg gør det/ det er fantom sms’er/ ubevidst ensomhed/ små stjerneskud på nethinden”. For nok er Sofie Diemer blot 20 år, hendes sprog og hendes oplevelser unge, men følelserne er universelle. Noget som vi allesammen kender til.

Et sted mellem virkelighed og lol

Sofie Diemer
Digtsamling

80 sider

Forlaget Gyldendal

Udgivet: april 2016

Maria Bøhnke