I 17 artikler fortælles historien om lighed, ligeværd og demokrati i Norge.

Med grundloven af 1814 avancerede indbyggerne i Norge fra undersåtter til statsborgere, eller som senere udtrykt af Grundtvig i Danmark: Fra almue til folk. Men det begyndte langt tidligere. I 1730 kom loven om almen skolegang, og snart derefter reduceredes adelens magt, hvorefter magten centraliseredes hos den enevældige konge, dengang dansk men svensk efter 1814.

Der var ingen norsk adel, så efter 1814 hvor Norge skiltes fra Danmark, var der kun tre klasser: Embedsstand, borgerskab og bønder. Embedsstanden var politisk den mest magtfulde, men da de var præget af dansk kultur, blev bønderne bærere af den nationale, norske kultur, og dermed voksede demokratiseringstendenserne både fra bunden og toppen af samfundet. En af grundene til at Norge kom fredeligt gennem sin demokratiseringsproces – i modsætning til eksempelvis Frankrig – var angiveligt den tillid som 70 års fredelig diskussion mellem embedsstand og de folkelige bevægelser havde skabt. Tillid dukker op flere gange i bogen og ligeså talentet for organisering, og også her kan Norge sammenlignes med Danmark.

I kapitlet De politiske bøndene og den folkelige dannelse diskuteres, om skoleloven af 1814 havde så vanskelige kår, fordi embedsstanden ønskede, at bønderne skulle forblive uoplyste, så de ikke blev en politisk magtfaktor, men umiddelbart ser det ikke ud til, at den teori støttes af nogen kilder, så en forventning om ligeværd har været der hele tiden.

Katekismerne får også en del af æren for lighed og ligeværd. Det er små lærerige tekster, der har været kendt siden middelalderen. Voltaire udgav filosofiske katekismer, og i Norge udgives katekismer om jordbrug, børnesygdomme, økonomi og en del om politik, de sidste jævnligt udgivet anonymt som et bidrag til folkets dannelse.

Begrebet demokrati angribes fra forskellige vinkler, og man kan naturligvis diskutere hvor demokratisk Norge blev med den første grundlov, hvor kun en lille del af den mandlige befolkning rent faktisk havde stemmeret – som i Danmark. Kvinders valgret har et kapitel for sig, og også den fortælling ligner den danske udgave.

I Demokratiutvikling mellom grunnlov og sosiale klasser beskrives, hvilke tre elementer der bør være til stede, for at demokratiet kan fungere: En ordning med almen stemmeret og valg, en lovgivende forsamling valgt af vælgerne og med kontrolmyndighed over de udøvende regeringsorganer – og ikke mindst et system af rettigheder som sikrer borgernes frihed og tryghed.

Der er mange gode eksempler der tjener til at demonstrere ligeværd og dets betydning for demokratiet, og i stort omfang er opfattelserne af ligeværd og demokrati angiveligt ens i Norge og Danmark, mens selve demokratiseringsprocessen synes at være forløbet fredeligere i Norge.

Bidragsydere: Hans Fredrik Dahl, Ståle Dyrvik, Jon Bojer Godal, Ottar Grepstad, Edvard Hoem, Arild Holt-Jensen, Marthe Hommerstad, Kalle Moene, Arne Overrein, Steinar Pedersen, Mona Ringvej, Ulrik Imtiaz Rolfsen, Gunnar Skirbekk, Shoaib Sultan, Stein Ørnhøi, Elisabeth Aasen

Arild Holt-Jensen og Ståle Dyrvik (red.)

292 sider

Res Publica

Udgivet: Juni 2015