En lille samling noveller og en række intense nærbilleder af skak og tennis og et møde mellem to vordende kærester.

Skakspillet finder sted i rummet. Astronauten lader Ziggy Stardust og Han Solo spille skak. Selv ignorerer han HAL 9000 og kollegernes forventninger, tømmer sin værktøjskasse i rummet og vinker til Ikaros.

Novellen ‘Locked In’ handler om en mand på 33 år der pludseligt får en blodprop. Efter to måneders koma slår han øjnene op. Hans kone kysser ham på panden, og han opdager, at han intet kan mærke – han ved, at han bliver kysset på grund af lyden, og fordi hans kone læner sig ind over ham, men han kan intet mærke. Og det ser ud til være hans tilstand nu og i al fremtid: total lammelse, bortset fra øjnene. Han kan høre, og han kan lære at betjene et tastatur med øjnene. 

Der er ingen udsigter til bedring, og han kommer til at tænke på sin legekammerat fra barndommen. De havde aftalt at hjælpe den anden ind i den næste verden, hvis en af dem skulle blive lam – noget de kendte til fra vennens mormor. Han ønsker sig, at denne ven dukker op og holder sit løfte, men han har ikke set ham i mange år. 

Novellen er fængslende, og hovedpersonens følelser, erkendelse, forfærdelse forplanter sig til den sagesløse læser. Kan vennen fra for mange år siden huske løftet? 

Stilen er direkte, poetisk og brutal. En skæren ind til benet af tilværelsen. Hvad er noget værd, og hvad kan ikke bruges? Der er hårdhudede naturbeskrivelser og musikalitet, og der er musik. 

Der er link til musikken i bogen.

LIEBSICK

Bertil Gregor Norup

Udgivet: 2025

Forlaget Ådalen

Birte Strandby