Den tredje bog i Ejersbos efterladte Afrika-trilogi. Som i Revolution og Eksil er kulturforskelle et hovedtema.
Synsvinklen er delt mellem Marcus fra Tanzania og Christian fra Danmark. Christian bor sammen med sin far, og senere ankommer hans mor og hans få måneder gamle lillesøster, og vennen Marcus hjælper en hvid familie, der bor i nærheden. Tiden er 1980 – 1990 men holdningen til de indfødte tanzanianere er ikke meget anderledes end for 100 år siden. Den kolonialistiske hukommelse er velbevaret, Marcus får mad og tøj men ingen løn, og hans pligter er ude af proportioner med, hvad man ville forvente af en femtenårig dansker:
Først er jeg en negerdreng, som ikke må låne en cykel, og så er jeg en konge, som skal fortælle den hvide dreng, hvor han må gå og stå.
Marcus er fuld af tanzanisk overlevelsesinstinkt og europæisk beregning for hvordan han skaber sig en fremtid og trods stor modgang ender han med håb for sin søn. Christian åbner diskoteket Liberty, men det smuldrer for ham, da hans ansatte under hans fravær bliver uvenner. Hans kæreste forlader ham og han returnerer til Danmark uden familie eller ejendom.
Det er en dybt fascinerende roman, velskrevet og mere flydende end Ejersbos andre værker. Indlevelsen i de to drenge/mænd er overbevisende, og efter end læsning har man en følelse af at vide noget om Tanzania og om forskellene på dansk og afrikansk mentalitet. I lighed med de andre romaner i trilogien gør håbløsheden det ud for underlægningsmusik, der er ingen entusiasme at finde hos de derboende europæere, men måske lidt hos Marcus.
Jakob Ejersbo
712 sider
Gyldendal
Udgivet: 4.11.2009
