Cold War liberalism left the liberal tradition unrecognizable and in ruins.
Liberalismen har sine vanskeligheder. Det var lettere under Den Kolde Krig, fordi kommunismen skabte en klar kontrast, man kunne forholde sig til. Men efter kommunismens fald og især efter, at det er blevet klart, at det frie marked truer vores planet og vores livsvilkår, har liberalismen brug for at blive gentænkt.
Samuel Moyn diskuterer, hvordan Koldkrigsliberalismen kom i krise. Koldkrigsliberalismen handler om politikere der støttede demokrati, lighed, vækst og en begrænsning af statens rolle, mens den modarbejdede totalitarisme og diktatur.
Forfatteren diskuterer seks ‘koldkrigsliberalister’. De ville næppe alle seks betegne sig som sådan, men deres værker er udkommet efter 2. verdenskrig og har påvirket opfattelsen af liberalismen. De seks tænkere er Judith Shklar, Isaiah Berlin, Karl Popper, Gertrude Himmelfarb, Hannah Arendt og Lionel Trilling.
Judith Shklar skriver om at sikre politiske rammer der er nødvendige for udøvelse af personlig frihed. Hun definerede begrebet som ‘frygtens liberalisme’, hvis hovedformål det var at undgå grusomhed.
Isaiah Berlin beskrev liberalismen som friheden til at tænke, forestille sig og vælge uden grænser eller frygt herunder fraværet af tvang eller sociale instansers indblanding i private handlinger.
For Karl Popper udgjorde fornuft, tolerance, ikkevold og individuel frihed kernen i hans liberalismeopfattelse, og han identificerede moderne liberale demokratier som den bedste hidtidige legemliggørelse af et åbent samfund.
Gertrude Himmelfarb er mindre kendt, men er fadder til: “the paradox of liberalism” det vil sige, ideen om, at når man prioriterer individuel frihed over alle andre politiske goder, så bliver moderne liberalisme en trussel om at underminere det moralske grundlag for individuel frihed og derfor angriber det egen styrke.
Måske burde vi have lyttet mere til hende, for hun var den der så den fleksible og næsten usynlige grænse mellem individualisme og egoisme. Samtidigt er Himmelfarb også en af de liberale tænkere der ser ægteskab, religion og samfund som en nødvendig del af markedsøkonomien.
Hannah Arendt var efter eget udsagn ikke liberalist, men simpelthen modstander af totalitære regimer. Det er ikke helt let at gennemskue Moyns argumenter for, at Arendt skulle være koldkrigsliberalist, ligesom hans argumentation samlet er lidt forvirrende.
Lionel Trilling mente til gengæld ikke, at liberalisme var en politisk bevægelse, men derimod civilsamfundets bevægelse i retningen mod en opfattelse af lykke.
Moyn diskuterer alle seks tænkere. Det er ikke uinteressant, men hvad der kategoriserer dem som koldkrigsliberalister er ikke helt klart.
Ligeledes inddrager Moyn Why Liberalism Failed af Patrick J. Deneen, og med ham når Moyn frem til, at den liberalisme som USA har dyrket i mange år, er døende. Ikke mindst fordi den har skabt en forbløffende ulighed – og et USA, hvor Den amerikanske Drøm ikke længere er en mulighed.
I lighed med andre forfattere med engagement i liberalisme konkluderer Samuel Moyn, at liberalismen skal gentænke sig selv.
Liberalism Against Itself
Cold war intellectuals and the making of our times
Samuel Moyn
229 sider
Yale University Press
Udgivet: 2024
Birte Strandby
