Arkitekt Frode Birk Nielsen præsenterer her – med egne ord: en detaljeret beskrivelse i ord og billeder af 30 fine eksempler på landskabsrum og -installationer samt yderligere 70 landskabelige værker.

Indledningsvist beskrives kort landskabets byggesten, træ, sten, vand og vind, og dernæst er der korte præsentationer af skibslandskaber, sollandskaber og bylandskaber. I sagens natur er der rigtigt mange fotografier med gode perspektiver – og evigt sollys. Scanisaurus i Bromölla er på flere måder bemærkelsesværdig. Det er en vandfontæne af Gunnar Nylund med to fortidsøgler i naturlig størrelse og skabt i keramik. Der er anvendt 50 tons ler, og øglerne er beklædt med 3.000 grøn-, blå- og brunglaserede keramiske plader i 80 forskellige nuancer. 

Som en forløber til Scanisaurus skabte Gunnar Nylund den keramiske skulptur af ispigen til Hellerup Flødeis. Den befinder sig nu på Vejen Kunstmuseum. Den forestiller den kvindelige halvdel af grundlæggerne af Hellerup Flødeis, Agnes Jensen, og synes at have mange ligheder med Scanisaurus.

Der er i bogen tunneller, togstationer og letbaner, men de mest fascinerende værker er dem der er anlagt i naturen med respekt for naturen som for eksempel Millesgårdens skulpturpark eller Pilane i Tjörn. Her er kunsten anbragt i landskabet. Noget lignende er forsøgt i Nimis & Arx, men der har været kamp mellem kunstner Lars Vilks og myndighederne. Et kunstværk ‘Omfalos’ blev fjernet. Kunsteren ansøgte om at måtte skabe et mindemonument over Omfalos – og fik lov til det, forudsat at det ikke blev højere end otte centimeter. Derfor er der nu et mindemonument over Omfalos på nordsiden af Kullen, men det kan godt være, at det bliver vanskeligt at finde.

Runesten og helleristninger har egne kapitler, og hvis man vil have det hele med, må man snøre vandrestøvlerne og gå ud i de indbydende landskaber med de inspirerede og inspirerende værker fra fortiden – og lidt fra nutiden.

Landskabskunst i Sverige

Frode Birk Nielsen

219 sider

muusmann

Udgivet: Marts 2025

Birte Strandby