Her er historien om en sløv padde der bliver til en energisk læser.
Pede er en skildpadde af den praktiske slags med aftageligt skjold. Han er virkelig sløv om morgenen og bliver træt bare ved tanken om at lave noget. Så han glæder sig ikke ligefrem til biblioteksturen med Grævling og vennerne. Faktisk bliver han træt efter turen i trækvognen hen til biblioteket. Så træt at han falder i søvn mellem bøgerne, og da han vågner, kan han ikke finde sine venner. Og han kan heller ikke finde sit skjold, som han tager af, når han skal sove.
Heldigvis er han god til at bygge. Så af bøger bygger han flere fartøjer, der kan fragte ham ud af biblioteket, men der er nogle problemer med at få dem kørende. Til sidst kommer han for skade at læse i en af bøgerne, og så er han solgt. Biblioteket bliver den største oplevelse nogensinde. Han finder naturligvis også sammen med sine venner igen.
Carl Quist-Møller der også har tegnet Jungledyret Hugo leverer nogle dejlige billeder af Pede, vennerne og bøgerne. Det er helsides billeder, teksten fylder kun lidt.
Pede er, som Hugo, ret nuttet, og hele bogen er i brune nuancer. Det får fortællingen til at fremstå med en mørk hygge helt ideel som godnatlæsning for de små, der måske snart skal til at lære at læse. Samtidigt er teksten ret enkel, og der vil ikke gå lang tid, før barnet selv kan læse bogen om padden Pede.
Læsepadden Pede
Carl Quist-Møller
48 sider
Gutkind
Udgivet: Januar 2022
Birte Strandby