Den sidste gang, jeg siger godnat til dig, ved jeg ikke, at det er sidste gang, jeg gør det. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lagt mere energi i afskeden.
Carolina putter sin søn, siger godnat til sin mand, og næste morgen er han død, Sovet stille ind i en alder af 34 år. Hjertestop, siger lægen, ingen smerter. Carolina må slås med det ubegribelige, at miste sit barns far, sin elskede, pludseligt og stå alene med en otte måneder gammel baby. Det første er tomheden og fornægtelsen, men der kommer også selvbebrejdelser. Var hun en god kæreste, eller tromlede hun altid sin egen vilje igennem? Det var hende, der ville være kærester, have lejlighed, en kat; det var hende der ville have et barn. Han prøvede sommetider at protestere, men kun svagt og kortvarigt, ikke noget Carolina ikke kunne køre henover. Trods kærligheden blev det ikke helt det, Carolina havde håbet:
Jeg ville ønske, vi var et par, der sad i venteværelset og snakkede sammen, grinede og holdt hinanden i hånden.
Forholdet blev holdt vedlige med kompromisser, mest på Carolinas betingelser, og det fortryder hun efter hans død:
Jeg ville ønske, jeg kunne lave vores historie om, være et andet menneske sammen med dig.
Familien står tæt sammen om Carolina og hjælper hende med at hanke op i tilværelsen, passe barnet og slås med de nye udfordringer, som når drengen bliver mødt med andre voksnes medlidenhed:
Følelsen af, at det er ekstra synd for ham. At hans familie er halv, og at han lever et trist liv,
Det får langsomt kampiveren frem i hende igen, og hun kommer ud af savnet og hængedynget og bliver klar til at leve videre. Nogenlunde klar.
Lad os håbe på det bedste er en selvbiografi fortalt med stor indføling og dybt engagerende.
Lad os håbe på det bedste
Carolina Setterwall
Oversat af Nete Harsberg
359 sider
Hr. Ferdinand
Udgivet: 17.01.2019
Birte Strandby
