En roman med 11 forskellige hovedpersoner og synsvinkler. Rammen er New York og det fælles tidsmæssige fixpunkt er Philippe Petits linegang mellem tvillingetårnene i 1974.
Trods det at romanen foregår i 1974, ledes tanken hen på Paul Auster eller Siri Hustvedt og Hanging Man, der udviser den samme håbforladte ’efter 9/11’ stemning. Romanen handler blandt andet om den irske præst John Corrigan og hans bror. Corrigan bor i Bronx, hvor han prøver at hjælpe de sorte ludere. Broren, der netop er ankommet fra Dublin er fortæller i bogens første del og står som betragter af miljøet og de kvinder, der kommer og går i lejligheden. En anden hovedperson er den dommer, der skal dømme Philippe Petit for hans ulovlige linegang. I sin iver for at nå frem til netop den domfældelse, haster han igennem en dom til luderen Tillie, der må i fængsel, mens hendes datter, der også er prostitueret, frikendes. Både datteren og den irske præst bliver dræbt i en bilulykke på hjemvejen, og en ny synsvinkel tilføres af hustruen til en anden ulykkesbilist.
Bortset fra den del, der handler om brødrene, især om præsten og hans besynderlige og måske ikke helt troværdige kald, ligner bogen mere en serie stemningsbilleder taget fra forskellige vinkler. Flere karakterer er fremstillet fragmentarisk, og i enkelte kapitler er det vanskeligt at afgøre, om der sker en udvikling – for eksempel kapitlet hvori dommerens hustru holder møde for kvinder der har mistet en søn i Vietnam.
Alligevel er det en god bog, en roman fyldt med mærkelige skæbner og god mulighed for stof til eftertanke.
Colum McCann
Oversat af Juliane Wammen
410 sider
People’s Press
Udgivet: 22.02.2011
Birte Strandby