Den svenske roman Kvinderne fra stormagasinet er for læsere, der ikke vil have pulsen op – eller gå til i neglebidende spænding. Men for dem, der stille og roligt vil hygge sig og læse sig igennem næsten 500 sider. Nydende sammenholdet mellem en flok kvinder, og om  hvordan livsbetingelserne kunne udfolde sig i de første årtier af 1900-tallet.

Vi er i Stockholm i 1913. Josef Sachs er i gang med at udvide sin forretning ved at opføre et kæmpemæssigt stormagasin, som skal blive Nordiska Kompagniets flagskibsbutik på Stureplan. Her skal kunden være kongen – og her skal Kongen være kunde.

Og sådan bliver det.

Første verdenskrig bryder ud. Læseren får nu et indtryk af, hvordan knaphed på alt hersker – men også hvordan kreativitet hersker, så det bedste fås ud af det lidt.

Der fortælles om mode på den tid. Frygten for den dødelige spanske syge florerer. Og der fortælles om længslen efter lysere tider, som viser sig at give nye muligheder, da krigen er slut. Også for kvinderne.

Persongalleriet er stort. I centrum står en række kvinder, der via det smukke og varme  sammenhold kommer igennem alle længsler og får forhåbninger opfyldt. Omsider.

Kvinderne fra Stormagasinet er ifølge forlaget andet selvstændige bind i serien  Stockholms perler. Første bind er Kvinderne på Grand Hotel. Og til den roman er der  få og lidt forvirrende henvisninger, hvis man som denne anmelder ikke har læst Grand Hotel.

Forfatteren bag hedder Ruth Kvarnström-Jones, hun er født i Storbritannien og har boet de seneste 40 år i Sverige med mand og to døtre.

Kvinderne fra stormagasinet 

Roman

Forfatter Ruth Kvarnström

Oversat af Mette Egerod

491 sider

Udkom april 2025

Cicero

Anmeldt af Bjarne Gregersen