En fortvivlet mand, Lars Mollerup, ringer til alarmcentralen. Hans kone er væk, og der er blod overalt. Det er søndag, og der plejer at være stille på alarmcentralen. Lars Mollerup har været ude på en løbetur, og da han kommer hjem, er hans verden forandret.

For politiet er forbrydelsen umiddelbart ret indlysende. Mollerup har dræbt sin kone. Der er forskellige indicier, alibiet halter, og han har også motivet. Men det er ikke muligt at finde noget lig, og Mollerup nægter alt. Parrets to børn tror heller ikke på, at han har dræbt deres mor. Men hos politiet er man glad for at have fundet en så oplagt morderkandidat.

Undtagen Amanda. Hun finder det påfaldende, at ægtefællens blodige tøj findes i parrets have. En morder ville vel ikke lægge så tydelige spor? I stedet taler det for, at nogen forsøger at kaste mistanken på Mollerup. Amanda går metodisk til værks. Hendes foresatte er godt tilfredse med, at man allerede har en mistænkt og er ikke indstillet på at fortsætte eftersøgningen. Men så sker der noget, der giver Amanda mere vind i sejlene.

Amanda er en grundig efterforsker, men i dette tilfælde er hun hårdt ramt, fordi der kan vise sig en sammenhæng til en forbrydelse fra hendes barndom. Og så er der et par følsomme teenagere der skal tages hensyn til.

Plot og handling er ok, men ikke meget anderledes end i andre krimier. Kvinden under jorden har sine små overraskelser og kan fint gøre det ud for søndags-hygge-krimi, men desværre er der en del trykfejl og nogle sproglige forbistringer der kan genere den sarte læser, eksempelvis når det handler om forskellen på ligge og lægge eller misforståede udtryk som ‘samle til hobe’. 

Kvinden under jorden

En Amanda Miller-krimi

Morten Remar

301 sider

Magnolia

Udgivet: maj 2024

Birte Strandby