Lee Miller levede fra 1907 til 1977. Hun var amerikansk model, men under 2. verdenskrig tog hun til Paris og arbejdede som krigsfotograf for Vogue. Forfatteren Natasha Lester udgav i 2020 romanen Den franske fotograf om Lee Miller, og i 2023 havde filmen Lee premiere med Kate Winslet i hovedrollen (Den kvindelige krigsfotograf og hovedperson i Civil War fra 2024 hedder også Lee, men har en anden skæbne).

Kvinden i Hitlers badekar er en roman om Lee Miller. Vennen, kollegaen, elskeren David E. Sherman er fortæller, og det er lidt af en genistreg at vælge en fortæller der både er ven og forelsket i Lee. Han var fotograf for Life Magazine. Han og Lee mødes flere gange, og under sidste del af verdenskrigen rejser de sammen. Lee søger især at vise krigens sande ansigt, selv om Vogues læsere også kan få for meget realisme.

Lee tager brutale billeder. Hun fotograferer en amerikansk soldat der har begået selvmord, en lille pige der dør på hospitalet – måske fordi hospitalet aldrig modtager den mad og den medicin, som er blevet sendt afsted. Og værst af alt er Lee og David med, da koncentrationslejren i Dachau bliver åbnet – eller måske er den åben. De internerede gør ikke noget forsøg på at gå ud. Hvor skulle de gå hen?

Lee lærer at begå sig i krigszoner. Det får hun brug for flere år senere, da hendes ægtefælle inviterer en veninde hjem. David er der også og følger opmærksomt Lees militære manøvrer for at redde sit forhold. Det bliver dramatisk.

Romanen er i to dele. Første del foregår i slutningen af 2. verdenskrig, og anden del er en slags efterspil om en Lee der har fundet sig til rette i sit ægteskab og så alligevel ikke helt. I romanen får vi et godt billede af verden af dengang. Der er flere historiske fixpunkter herunder glimt af Ray Man og Picasso der portrætterer Lee.

Vi kan ikke helt vide det, men måske har Lee Millers liv i midten af forrige århundrede set ud netop som Irene Pedersen beskriver det. En stærk fortælling om en stærk kvinde.

Er interessen vakt, og det er den sandsynligvis, kan man finde mere på Lee Miller Archives.

Kvinden i Hitlers badekar

Irene Pedersen

211 sider

Jensen & Dalgaard

Udgivet: 27.02.2025

Birte Strandby

 

Lee Miller af Picasso

Pablo Picasso