Aldringen er i hælene på os som en stalker, der ikke holder afstand, og som vi ikke engang kan melde til politiet.
I overensstemmelse med den herskende tidsånd produceres der guides og brugsanvisninger til enhver menneskelig tilstand og udfordring: Nybagte forældre, mennesker i sorg, mennesker med lavt selvværd, mennesker der ønsker nyt job, bedre løbeteknik, bedre hukommelse og færre kilo at slæbe rundt på. Så Wilhelm Schmieds bog om kunsten at blive gammel falder naturligt ind i rækken af selvhjælpsbøger.
Bogen er oversat fra tysk, og det tyske ord Gelassenheit, der kan betyde sindsro og eftertænksomhed eller adstadighed er her oversat med ordet sindighed, der praktisk talt er uddødt undtagen i Jylland, hvor man stadig gør i jysk sindighed.
I et sindigt tempo kortlægger forfatteren den snigende alderdom og dens betydning fra den første overraskelse: Det kan vel ikke have været alt! til gennemgang af ti forhold, der skal bane vejen for opnåelse af sindighed, en tilstand/egenskab der er særlig vigtig i en moderne tid, hvor alderdom er noget der skal bekæmpes og bortopereres. Med forfatterens ord er det moderne udtryk for en livstruende monokultur, hvorfor det er nødvendigt at finde en anden tolkning.
Med de ti punkter på vejen til sindighed filosoferes over begreber som smerte, vaner, nydelse, nærhed, sanselighed og venskab. Som andre har gjort det før Schmied, anbefaler han, at erhvervslivet i højere grad satser på kombinere erfaring og modenhed med ungdommelig iderigdom. En anden anbefaling går på, at man får aflyst gamle fjendskaber og bilagt arvestridigheder med søskende.
Det er udmærket læsning, velskrevet og med venlig inddragelse af læseren. Bogen er solgt i mere end 200.000 eksemplarer i Tyskland. Er der også et marked i Danmark?
Wilhelm Schmied
Oversat af Hans Christian Fink
91 sider
Informations Forlag
Udgivet: 21.11.2014
Trackbacks/Pingbacks