Roman om to kvinder, Jonova i Moskva i 1974 og Malin i Sverige i nutiden.

Jonova er gift med Sovjetunionens trettende kosmonaut, Vladimir, der har fået masser af medaljer og hæder for sin indsats for moderlandet. Af Cubas Fidel Castro har han ikke fået hædersbevisninger men to små krokodiller. De er installeret i badeværelset hos Jonova og Vladimir, og de vokser. I romanens begyndelse har den ene krokodille smækket kæberne sammen om Jonovas fod. Jonova bliver lappet sammen igen, men beslutter sig for at aflive krokodillerne. Dels på grund af truslen og lugten, men også fordi krokodillerne på en måde symboliserer den afstand der er kommet mellem Jonova og Vladimir, og ikke kun fordi han jævnligt opholder sig ude i rummet.

I Sverige er Malin, der har mistet sit foster, et barn hun gerne ville have haft. Malin prøver at skrive historien om Jonova, men det fungerer ikke rigtigt. Hun er i en livskrise og kan ikke glæde sig over sit parforhold eller sin mands venner, som hun opfatter som intetsigende, når de kommer med påstande af typen “vi er enige om at vand er vådt” hvilket blev besvaret i stil med “altså bare SÅ vådt?”

Begge kvinder har komplicerede forhold til deres omverden og lever med kriser. Jonovas er mere surrealistisk end Malins, og baggrunden for hendes liv med familien og de to cubanske krokodiller er tilværelsen i Sovjetunionen under en repressiv ledelse. Vladimir belønnes af staten for sine mange dåder, Jonova er ansat i Ministeriet for jordbrugets udvikling og fremgang, og til en vis grad er hun en partitro undersåt, ligesom hendes mand er det. 

Malin og Jonovas har også lighedspunkter, skønt Malins liv er langt mere ordinært end Jonovas. Hvor mange af os har brug for at myrde krokodiller? De tackler livet på hver sin måde og med forskellige ambitioner. Vi tror på dem begge, og køber også den med krokodillerne.

… vi kan ikke spise stjerner. Ingen kan fylde maven med kosmisk støv.

Krokodillens vendekreds

Jona Elings Knutsson

Oversat af Juliane Wammen

304 sider

Turbine

Udgivet: 03.05.2021

Birte Strandby