16 små fortællinger om kampe mellem dyr og mennesker. Måske er hovedbudskabet, at selvom mennesket vinder første runde, ender de altid som tabere i forhold til naturen. 

Det er ret lede beretninger om skarabæen der hævner sig på den dreng der rev benene af den, om skildpadden der egentligt gerne vil være venner med en dreng der ikke har forstået det med venskaber, og om mødet mellem en dreng og en af de sidste orangutanger – omtalt som ‘de to unge primater’. Det er en rørende fortælling om en dreng der er med til at fælde den sidste skov på Sumatra sammen med sin far. Det er ikke noget, han gerne vil, men det er det hans far gør. Drengen prøver at forklare orangutangen, at faren og de andre mænd tjener penge på at fælde skoven. Og så kan de købe mad. Orangutangen forstår ikke rigtigt det med pengene, men han og menneskebarnet taler om, hvordan man stopper maskinerne der fælder skoven, de udtænker en dristig plan der kan skade dem begge, men måske vil den kunne stoppe hærværket.

Kritisk truede arter er barsk læsning og budskabet er skarpt som en ragekniv. Der er en bi der lærer om gift på den hårde måde, og en mand der demonstrerer, hvad problemet er med Black Week og den forbrugerverden mennesket har skabt på bekostning af alle andre levende væsener. 

Det er lige før, man glæder sig over, at det går mennesket skidt, da det svømmer med delfiner. Novellerne er fint komponerede, der er gennemførte spændingskurver og intense tragedier på ganske få sider.

Kritisk truede arter

Fortællinger fra den sjette masseuddøen

Rasmus Lund

104 sider

Forlaget Rød Panda

Udgivet: April 2025

Birte Strandby