Krimimesse i Horsens den 10. april 2011

Et af dagens første indslag var Viveca Sten, der blev interviewet af Lida Wengel om krimien Uden skyld – om en ung piges forsvinden. Viveca Sten har i sin roman lagt vægt på forældrenes reaktioner, hvordan det er at miste et barn, men hendes detektiver, Nora og især Thomas har vakt publikums interesse, og Sten havde modtaget flere mails fra kvinder, der gerne ville have Thomas’ mobilnummer, hvorimod Noras usympatiske ægtefælle Henrik havde udløst helt andre følelser, således en forespørgsel om han dog ikke kunne blive dræbt.

Zoe Ferraris blev interviewet af Henrik Palle om romanen Den sidste Sura, der gør sig bemærket ved at finde sted i Saudi-Arabien med en overbevist muslim som detektiv. Han adskiller sig ikke blot ved sin generelle holdning fra den ’gammeldags’ amerikanske opdager, men også derved at han hverken drikker alkohol eller render med damer, og det sidste er i øvrigt et problem da familien sædvanligvis skal præsentere passende ægtefæller i et samfund, hvor kønnene lever adskilt, men når man ikke har familie, er problemet endnu større.

Ferraris fortalte, at hun havde boet et år i Saudi-Arabien og at gengivelsen af det arabiske samfund var i overensstemmelse med det, hun havde oplevet som indbygger i et konservativt miljø, hvor hendes hovedperson var skabt efter en ven til hendes ægtefælle. Det var i den forbindelse vigtigt at bemærke forholdet til skam og ære, hvor kvindens udadvendte adfærd falder direkte tilbage på familien. Kun med modvilje og mod at hun tager sig af alt husarbejde får den kvindelige hovedperson af sin far lov til udearbejde!

Åbenlyst er adskillelse af kønnene ikke godt for kvinderne, men faktisk er det heller ikke godt for mændene, der som romanens hovedperson kan få vanskeligheder, når de via jobbet er nødt til at møde kvinder – som de basalt ikke bør tale med. Ferraris nævnte, at kvinder sædvanligvis kun havde arbejde, hvis det var nødvendigt af hensyn til familiens indtjening. Det betyder, at man oftest finder mænd i udadvendte erhverv, hvilket selvsagt kan give vanskeligheder, når eksempelvis en mand er ekspedient i en forretning med damelingeri.

Samtidigt bokser det arabiske samfund med både afskyen for vestlig depravation og fascinationen af Amerika (vores detektiv køber sig en Colombo-trenchcoat, og det er ikke pga. vejret). Og måske afspejler fundamentalismen en reaktion mod globaliseringen.

I øvrigt blev indledningen lidt forsinket af vrøvl med teknikken, således at interviewet med Jon Hallur Stefansson i den nærliggende gymnastiksal hørtes langt tydeligere, end det interview man faktisk forventede at overvære. I gymnastiksalen fik man til gengæld en forstærkning af sirenerne fra de politibiler, der jævnligt kom drønende i fang-tyven-tempo for at fastholde fængselsillusionen.

I år var også Vesthallen inddraget i messeområdet, og det var pladsmæssigt praktisk, men det gav en hel del gårdture, også selvom et lille tog kørte i fast rutefart mellem begivenhederne. Samtidigt gav det nye muligheder for stande: Byens forlag havde anbragt deres udstilling i et folkevognsrugbrød uden for messehallen.

Der er enkelte gentagelser af messebegivenheder i Forum, men trods vokseværket er krimimessen mindre og langt hyggeligere med kunstudstilling, borde på græsset, Johnny Cash på podiet – og meget bedre vejr!

Karin Slaughter fik sat perspektiv på sine romaner og anbragt referencer til såvel Absalom Absalom (af Faulkner), Brontë, Walter Percy og Flannery O’Connor som den sydstatsforfatter hun er, hvilket i hendes optik betød erfaring med nederlag: We lost the War. Det vil sige at opleve skammen i eget hjem. I øvrigt fremhæver Slaughter også kvindens seksuelle frihed i sine romaner, uagtet hun indrømmede, at hun rødmede første gang det lykkedes, og hun er efter kvindelige mordere, der blandt andet gør sig bemærkede ved at være mere sadistiske end mænd begrundet i den betragtning, at kvinder jo er til (langsomme) giftmord, og at det er mere end almindeligt sadistisk at sidde overfor den man har givet gift hver dag i et halvt år…

Niels Lillelund og Bo Tao Michaëlis diskuterede kriminalitet i New York. Den er faldende, og de skumle områder er omdannet til pæne kvarterer. Det begyndte med systematisk fjernelse af uheldige elementer, således fik en del af politiet til ansvar at fange for eksempel dem, der snød i S-toget, og med mange af de små kriminelle fulgte også større fisk.

Udgangspunktet for samtalen var Lillelunds bog Gotham City, hvis navn i øvrigt ikke oprindeligt hænger sammen med kriminalitet, idet myten om Gotham handler om den engelske konges begejstring for at få et sommerhus i byen Gotham. Det bekymrede borgerne, fordi den slags royale ønsker kunne medføre øget skattetryk, så da kongens mænd kom for at se på beliggenhed opførte alle borgerne i Gotham sig som sindssyge, så kongen opgav sin plan for det sommerhus. Emnet var ok, men blev også i nogen grad berørt på bogmessen i Forum 2010.

Det tilbagevendende tema: Krimiernes mindreværdskompleks overfor det parnasset omtaler som rigtig litteratur, blev vendt flere gange i løbet af dagen, således hos Susanne Staun og Lene Kaaberbøl. Staun med en overskrift på messeavisens forside: En krimi kræver et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?

De to damer var i øvrigt ret enige: Krimien er ikke en spændetrøje, men en udfordring. Ordet underholdning har fået en billig undertone, men er vel en vanskelig dyd der omfatter det at udfordre, opløfte og give sanselige oplevelser med et læseligt sprog og indbygget drive. Kaaberbøl var her inde på, at hvis man skulle fange en ung i 8. – 9. klasse, og det ikke drejede sig om pligtlæsning, så havde man præcist een side til at fascinere. Eller direkte citeret: Hvis man spørger i en ottende klasse, hvor mange elever, der har læst en bestemt bog færdig, så vil to piger – lyshårede og med briller – svare bekræftende, og den ene vil lyve.

Endvidere var Staun og Kaaberbøl inde på, at krimiforfattere betragtes som en slags parasitter på samfundet – de lever af samfundets dårligdom. I samme forbindelse nævnte Jakob Weinreich & Anders Rønnov Klarlund under interviewet om Den sidste gode mand, at det der gav krimien værdi, jo netop var samfundsperspektivet – krimien skulle ikke være en sudoko. Og – tilføjede de beskedent om bogens slutning: Det er en fantastisk slutning.

Birte Strandby