Trine Engholm Michelsen har skrevet et heltekvad om modstandsmanden og efterretningschefen Svend Truelsen. Det er ganske vist ikke på vers. Det er på velskrevet, præcist og oplysende prosa.
Bogen har undertitlen “Han gik sine egen vej for Danmark”. Der er mange udtalelser både fra Truelsen selv og fra mange andre om, at den indsats han udøvede under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 var afgørende for, at vi kom med i FN, og at vi således trods samarbejdspolitikken blev betragtet som en krigsførende nation, der var med til at bekæmpe Hitlers naziregime .
Svend Truelsen var født i 1915. Han aftjente værnepligt i Livgarden og blev uddannet til løjtnant. I 1939 blev han genindkaldt til Efterretningssektionen. Da samarbejdspolitiken i 1943 brød sammen, var det at Truelsen for alvor gik sine egne veje. Han genetablerede Hærens illegale efterretningstjeneste.
Hærens øverste officerer var kun interesseret i at udspionere modstandsbevægelsen. Medlem af Den lille Generalstab og general Gørtzs fortrolige Svend Schjødt-Eriksen udtalte, at Truelsen var totalt uegnet og farlig i rollen som leder af en efterretningstjeneste. De var nervøse for at kommunisterne, som udgjorde en stor del af modstanden, ville begå kup.Der blev spredt rygter om at de havde store våbenlagre og fik støtte fra Moskva
Svend Truelsen og andre så dette som et forsøg på at splitte den danske kamp mod tyskerne og fandt ledende kommunister som var loyale overfor de øvrige frihedskæmpere.
Truelsen var fast besluttet på at give de allierede, først og fremmest London, så mange efterretninger om de tyske nazisters bevægelser og færden i det besatte Danmark som muligt.
Der blev indsamlet midler til den illegale efterretningstjeneste, blandt andet fra en række godsejere, som var venner med Truelsen.
I 1944 drog Truelsen til London og blev en del af specialstyrken SOE og indlemmet i 1. Faldskærmsbridgade. Han ledede et net af agenter i Danmark, som gav værdifulde efterretninger om hændelserne i det besatte land. Efterretninger som både under og efter anden verdenkrig blev rost i høje toner af briterne. Truelsen fik fornemme britiske ordner, mens det trak en hel del ud med, at han blev Ridder af Dannebrog. Helt nøjagtigt 35 år efter befrielsen.
Efter et vellykket RAF bombetogt mod Gestapos hovedkvarter i Aarhus pressede Truelsen på for at få gennemført et lignende på Shellhuset i København. Det skete 21 marts 1945 – med det kendte tragiske resultat, at Den franske skole fejlagtigt også blev ramt og flere hundrede omkom. Truelsen udfærdigede en lang redegørelse til de dræbtes pårørende om, hvorfor bombningen af Gestapos hovedkvarter var nødvendig. Den bringes i sin fulde længde i bogen.
Svend Truelsen beskrives som et helt igennem retlinet og retskaffent menneske, og det fremgår intetsteds, at han havde fejl. Forfatteren blev opmærksom på ham, da hun var i færd med at skrive sin succesfulde bog “Storfyrstinden” om modstandskvinden Jutta Graae. Den blev grundlag for en dramadokumentarserie i DR.
“Noget i mig sagde, at Svend Truelsen tjente et værk i sig selv. Ikke kun, fordi hans mission var lykkedes, men især fordi han var blevet mødt af en hård tavshed efter krigen, skriver Trine Engholm Michelsen.
Svend Truelsen var livet igennem stærkt kritisk overfor samarbejdspolitiken. På befrielsesdagen 5. maj 1980 holdt han en tale og sagde om de unge frihedskæmpere:
“… I deres uselviske kamp måtte de, som noget særegent i Hitlers besatte lande, kæmpe på to fronter. Det var mod tyskerne og Gestapos og mod samarbejdspolitikerne, der skånede de passive og straffede de aktive. Det er således på trods af regeringen og militære ledere, at det for disse unge lykkedes at bringe Danmark på den rette side af historien”.
En sag har som bekendt to sider, og måske er det ikke hele sandheden. Men det må stå fast, at bogen om en mand, der ofrede sig 100 procent for en sag, er en væsentlig brik i historien om Danmark under besættelse.
Svend Truelsen døde i 1997 som en velanskrevet advokat. Han havde ofte mareridt om sine oplevelser under krigen. I de år havde han stort set ikke se sin hustru og to børn.
Krigens mørkeste time
Han gik sin egen vej for Danmark
Forfatter Trine Engholm Michelsen
383 sider, ill.
Udkom 4 november 2025
People’s
Anmelder Bjarne Gregersen