Ulrik Jørgensen
Kraftrunen – Ahsurens saga 1
429 sider
mellemgaard
Udgivet: 14.05.2012
Fantasyroman om Storm der råder over store indre kræfter – runekraften, som han endnu ikke selv er i kontakt med eller på nogen måde kan styre. Måske er han også arving til Ildtronen.
Vi har her at gøre med et hidtil nyt fantasy univers. Der er mange fremmedartede navne, uagtet de giver associationer til nordisk mytologi: Urk, Snorimmer, Rake. Troen rummer flere guder, og der knytter sig en mytologi til dem. Der findes sære dyr for eksempel en isop, men samtidigt findes der også harer og heste. Karaktererne har styrke som mennesker har flest, men enkelte udvalgte kan engang i mellem gøre brug af runekraften. Umiddelbart ligner universet mest Danmark i vikingetiden, og vores hovedpersoner har også kun beskedne portioner magi at gøre med og lidt stråleglans fra oven i overensstemmelse med den man møder i Sværdet i stenen.
Ellers handler det om Karate Kid på oldnordisk: Storm er en stor dreng, han bor hos forældrene: Sin syge mor og faren med den mystiske hemmelighed. Pludselig bliver faren kontaktet af en, der taler om runekraft og om Storms muligheder. Ikke mindre pludseligt bliver forældrenes hjem angrebet af soldater, og Storm og hans far tages til fange, fordi den stedlige konge vil have en tjeneste af faren. Det lykkes Storm at flygte, og med hjælp fra strenge læremestre udvikler han sig og sin kampteknik og bliver klar til at rejse tilbage og redde sin far.
Der er spænding og mange kampe undervejs samt en høj moral med hensyn til naturens ressourcer: Dræb kun hvad du kan spise, respekter bjerge, sletter, skove.
Birte Strandby