Vilde historier om den gode kong Guzman der bor og regerer i Málaga. Udover at være god er han også så smuk, at alle unge piger forelsker sig i ham lige på stedet. Det bliver problematisk, fordi de går og taber lommetørklæder, som Guzman skal samle op. Det får han ondt i ryggen af, men løsningen er lige om hjørnet.
Guzman gifter sig med den smukke Diamante og han regerer i mange fredelige år, og også et par ufredelige, fordi der naturligvis også er onde elementer til stede, selv om kongen er god. Det onde element hedder Doña. Hun er ufattelig led og som hjælper på sine onde projekter har hun sin ualmindeligt dårligt begavede ægtefælle.
Både de gode og de onde mennesker har deres udfordringer. Den forfærdelige Doña hugger og stjæler og gør andre mennesker bange. En gang fanger hun Guzmans søn, Safiro, og presser kongen til at udlevere sine kostbare skatte:
… Ellers er der ikke nogen sød lille snotunge efter solnedgang.
Guzman bliver rasende og går til modangreb på sin egen måde, og første omgang vinder han, men den smukke Doña vender brutalt tilbage. Vi følger Guzman og Safiros oplevelser og vi hører også om, hvordan kongens mundskænk bliver udvalgt blandt rigtigt mange, hvoraf flere ikke kan smage forskel på mælk og vand.
Kongen af Sydspanien er først og fremmest sjov, og ind imellem er den ægte uhyggelig, som da 14 børn forsvinder fra den lokale skole, og deres hoveder efterfølgende findes i Doñas besiddelse.
Illustrationerne underbygger historien og viser mellemøstlig og engelsk stil kombineret i tøj og møbler, mens Doñas spanske flamencostil giver kant til de gode og nogen gange kloge mennesker. Fra søsiden er det barske japanske sørøvere der truer og gerne vil have fat i Guzmans juveler, men de får naturligvis bank.
Her er spræl og barske børnehistorier til de vildeste børnefantasier.
Kongen af Sydspanien – og hele balladen
Iselin C. Hermann
Illustreret af Peter Bay Alexandersen
174 sider
Høst & Søn
Udgivet: 01.06.2017 (2007, 1999)
Målgruppe: +5
Birte Strandby