Omtale:

ØK fra en anden vinkel

Tidligere chef for Svendborg Museum, Esben Hedegaard, har brugt otte år på at skrive en bog, der går bagom Det Østasiatiske Kompagni, ØK. Den er bl.a. også  en historie om de danskere, der gik i kompagniets tjeneste i det daværende Siam,  og som kom  svækkede hjem til Danmark.

I familien Hedegaard var der Peder Pedersen Hedegaard (1882-1957). Han blev omtalt som farbroder Peder og det blev noteret, at han døde på sin proprietærgård ugift og barnløs i Thy. Familen vidste at farbroder  Peder  var en af de ugifte og veluddannede unge danskere, der gik i ØK´s tjeneste. Farbroder Peder kom til  Prae-provinsen 600 km nord for Bangkok – for at arbejde i kompagniets teakskove. Han blev der i otte år.

I 2016 blev der i den grad vendt op og ned på farbroder Peders barndomløshed:

– Jeg fik en en Messenger-besked fra en ung thai, der påstod, at være Peder Pedersen Hedegaards oldebarn. Ja, der var en hel slægt i Thailand, der hed Hedegaard, fortæller Esben Hedegaard.

Det blev starten på et omfattende arbejde for ham. Læseren kommer med bogen med i en forunderlig rejse, som Esben Hedegaard selv var på. På grundlag af 3000 fotografier og 600 breve fra farbroder Peder og hans kolleger fortælles en lidt anden historie om ØK, end den kompagniet selv har stået for.

– For første gang ses historien fra medarbejdernes og siamesernes perspektiv, siger Esben Hedegaard og forsætter:

– Hvordan ser det egentlig ud, når “moderne kolonisatorer” rykker ind i et fattigt siamesisk lokal samfund for at udvinde en given ressource? Fredeligt forekommer ikke at være det rette ord.

Ikke alle lokale klappede i deres hænder. Der var stærk modstand mod ØK´s teakskovning i Nordsiam. Også samtidige danske skovfolk betragtede det som rovdrift.

– Mere overraskende er det måske, at ØK også drev rovdrift på deres udsendte medarbejdere. Arbejdsvilkårene var kombineret med ØK´s ledelsesstil ekstremt belastende. Folk kom svækkede hjem og døde betænkeligt tidligt, fortæller Esben Hedegaard.

Bogens hovedtema er at næsten alle ØK-ansatte efterlod kone og børn, da kontrakten udløb, og de rejste hjem til Danmark. Arven efter ØK består i følge Esben Hedegaard i de mange nulevende thaier, der genetisk og med hensyn til religion, uddannelse og drømmen om Vesten er præget af at “ØK was here”.

Esben Hedegaard har foretaget flere rejser til Thailand og har besøgt sin familie – efterkommerne efter Peder, som var Hedegaards faders farbroder. “Kolonisator. Med farbror Peder bag om ØK´s teakskovning i Siam” er på 456 sider og udstyret med over 200 billeder. Foreløbig kan værket købes ved henvendelse til forfatteren på www.esbenhedegaard.dk.

Kolonisator

Esben Hedegaard

456 sider

Bogen kan købes ved henvendelse til hedegaard.esben@gmail.com

Udgivet: 2025

Omtale af Bjarne Gregersen