Martin Suter er en kendt og prisbelønnet forfatter af både romaner og krimier fra Schweitz. Suters bøger udkommer foreløbigt på 24 sprog.
Suters medrivende roman Kokken er smuk og sensuel læsning, der på stærk vis griber læseren. Selvom det umiddelbart kan lyde kedeligt med en del lange beskrivelser af af hovedpersonens tilberedning af de erotisk-virkende guddommelige retter, så keder man sig helt bestemt ikke. Suter er så god, at man lever fuldstændigt med i denne integrerede del af handlingen. Han får simpelthen madlavningen til at blive en erotisk dans, der bliver kælet for råvarerne så der ikke er en trusse tør.
Maravan er tamilsk flygtning i Schweitz. Han er egentlig kok, men må bl.a. på grund af de schweiziske asylregler nøjes med at arbejde som køkkenmedhjælper. På den fine restaurant arbejde også den meget smukke pige Andrea.
Maravan bliver fyret, og da han har påtaget sig det økonomiske ansvar for sin resterende familie på Sri Lanka, er han i store vanskeligheder. Han slår sig sammen med den lesbiske Andrea – som han er forelsket i – i et undergrunds-catering-firma, hvor de laver super-erotisk mad til ægtepar, der ikke kan få gang i kærlighedslivet. Maravan laver mad efter tusind år gamle opskrifter med twists af egen genialitet, og resultatet er mildest talt opsigtsvækkende for gæsternes sexliv. Maravan er dog en dybt moralsk mand, så han insisterer på, at de kun skal servere deres specielle mad for ægtepar.
Men det er svært at holde fast ved moralen, når den elskede bedstemor behøver dyr hjertemedicin og den 14-årige nevø bliver taget til De Sorte Tigre, en tamilsk selvmordsgruppe, så den ellers pacifistiske Maravan bliver nødt til at støtte tigrenes kamp økonomisk i et forsøg på at redde nevøen.
Resultatet bliver forretningsmiddage i diskrete omgivelser med call-girls i extra-de-luxe-klassen, men det tærer også voldsomt på samvittigheden at den sensuelle mad med efterfølgende sex spiller en vigtig rolle, når samvittighedsløse finansfolk handler våben og haler alskens snuskede deals i land.
I Kokken får man en hjertevarm servering frisk fra fad og med det hele: Lykkelig og ulykkelig kærlighed, spænding og skumle typer, tragedie, død og håb. Man har lært nogle mennesker godt at kende, og man ikke kan lade være med føle med dem. De gode mennesker gør ganske enkelt, hvad de kan for at handle rigtigt. De onde flyder ovenpå, men ind i mellem går det rigtig galt for nogle af dem. Og ind i romanen flettes også megaspørgsmålet om hvor langt de gode med moralen i behold kan tillade sig at gå for at stoppe de ondes gerninger.
Det var en fornøjelse at læse bogen – og som en extra godte får man alle Maravans exorotiske opskrifter bagerst i bogen.
Forfatter: Martin Suter
Oversættelse: Rigmor Kappel Schmidt
280 sider
Forlag: Mrs. Robinson
Udg.: 16.05.2011
5 glober
Jan Vandall